In-Italias nyhedsbrev

Nyt fra In-Italia: Operaen i Verona fylder år og fejrer Verdi!

Det er i år præcis 100 år siden, at den romerske arena blev taget i brug som operascene. Og idéen opstod netop, fordi man ønskede at fejre Verdis 100 år. Så altså: 100 års jubilæum for Arenaen og 200 års jubilæum for Giuseppe Verdi! Så kan det vist ikke blive mere festligt.

I år blev en helt særlig sæson skudt i gang, da man 1. juni blændede op for sommerens operafest. For 100 år siden blev der for allerførste gang holdt operakoncert på den arena, der i en længere periode havde stået øde hen. Det viste sig, at akustikken var overvældende god, og at publikum satte pris på denne form for udendørsforestilling, hvorfor projektet med musik og sang på dette smukke sted snart blev en stor succes.

Åbningsaftenen 1. juni bød på 3 af tidens allerstørste operastjerner, nemlig Andrea Bocelli, Josè Carreras og Plácido Domingo. De fremførte udvalgte sekvenser fra bl.a. Aida, La Traviata og Nabucco. Hele sæsonen står i høj grad i Verdis tegn. Veronas aftenhimmel vil således denne sommer fyldes af musik og sang fra Rigoletto, Trubaduren, La Traviata, Nabucco og Aida. Charles Gounods Romeo & Julie har også fået plads i årets program, men ellers står den altså på Verdi over hele linjen.

Tillykke Verdi, og god operasommer!