In-Italias nyhedsbrev

De besynderlige italienere

Blandt månedens bemærkelsesværdige italienere fortæller vi denne gang om en skelsættende præst og en kontroversiel politiker.

Præst synger Elvis sange i kirke


Antonio Petrescu, den nye sognepræst i et lille italiensk bysamfund tæt på Avezzano (byen ligger i bjergene ca. 100 km øst for Rom), er på alle forsiderne i de italienske aviser. Årsagen er, at han synger en række af Elvis’ sange i sin kirke. Han er en brændende fan af Elvis og en god imitator.
Han er netop i gang med at indspille en video, hvor han synger Elvis’ gospel sang ”American Trilogy” sammen med et live band (se mere på www.antoniupetrescu.com).


Komikeren Beppe Grillo skaber politisk jordskælv


Herhjemme har vi ikke hørt om ham endnu, men det kan ikke vare længe. For komikeren Beppe Grillo, der er formand for ”Movimento Popolare”, har en støtteforening i de fleste europæiske lande.

Beppe Grillo har været censureret væk fra italiensk fjernsyn de sidste tyve år, fordi han gentagne gange angreb de forskellige politiske partier og andre rent verbalt for at være gammeldags, ineffektive og uærlige. Han har nu åbnet en blog på nettet, som i dag er en af de mest populære i verden og den absolut mest søgte i Italien, skriver avisen Corriere della Sera. Grillos blog er et sted, hvor man kan søge og få informationer, som er kritiske på en række områder og meget velbesøgt af især unge italienere, men også af folk inden for erhverv, videnskab, og politik som den forhenværende dommer i antikorruption sager Antonio Di Pietro, som også de danske medier skrev meget om.

På Beppe Grillos anmodning gik folk den 8. september på gaden i 200 italienske byer for at erklære dagen for en V-dag (vaffanculo dag), som ordret betyder ”Skrid af helvede til”-dag. Et særligt stærkt udtryk, som skal vise den vrede mange italienere føler over for de personer, der sidder på magten i Italien. På få timer var der samlet mere end 300.000 underskrifter, som skulle afleveres i parlamentet, og som skulle danne grundlag for en diskussion om en ny lov, der blandt andet skal gøre følgende gældende:
1) Den, der stiller op til parlamentet, skal have en ren straffeattest. (Dette er pt. alt andet end gældende)
2) Man kan kun være højst 10 år inden for politik.
3) Medlemmer af parlamentet skal være valgt direkte af folket og ikke af partiernes sekretariater. I dag stemmer man faktisk på bestemte personer, men så efterfølgende sender sekretariaterne andre!

Den 8. september skabte et politisk jordskælv i Italien, som man ikke har set det siden mani-pulite tiden med anti-korruption for efterhånden en del år siden.