In-Italias nyhedsbrev

Vidste du, at ...

Her bringer vi finurligheder om Italien og italienerne. Denne gang fortæller vi om italienske nonner og munke, der fritages for skat, Putins hang til Amalfikystens madkunst og om bæredygtige kirkegårde.

... de gejstlige nonner og munke har været fritaget for at betale affaldsskatter i Italien?

I en menneskealder har de italienske klostre været fritaget for at betale afgift på deres skrald. Det har man nu sat en stopper for i Bologna, hvor byens klostre har modtaget skyhøje opkrævninger på flere millioner euro for bortskaffelsen af deres affald. Der er endnu ikke kommet en kommentar fra bag klostermurene, men højtstående folk bag Berlusconis parti Popolo della Libertà (pdL) forsvarer nonnerne og munkene og ikke mindst den daglige bøn, som de mener, skal forsætte med at være ’skattefri’.

... de russiske bosser Putin og Medvedev i Moskva ofte spiser som i Sorrento?

Når Ruslands magtfulde mænd får lyst til italiensk, hidkalder de den italienske kok Antonio Mellino. Om bord på det privat chartrede fly, der venter kokken i Napoli lufthavn, medbringer Mellino alle sine råvarer: Frisk fisk, som hans fætre indfanger samme morgen, oste fra Sorrento, grøntsager fra det lokale marked i Sorrento, likører fra de små destillerier i området og kager fra konditoriet ’De Riso’ i MinoriAmalfikysten. Det kan ikke blive italiensk nok for russerne. Hvorfor det lige er Mellino, de hidkalder? Kokkens restaurant ’I Quattro Passi’ ved Massa Lubrense uden for Sorrento har to Michelin-stjerner, Medvedev elsker fisk og Putin jordens gaver. Og så kan det jo ikke blive bedre, hvis det samtidig har et autentisk strejf af sorrentinsk solskin. 

... de norditalienske kirkegårde får nu evigt lys for færre penge?

Man har i Aosta – som de sidste i landet – besluttet at udskifte de regulære elpærer på regionens kirkegårde med de energirigtige LED-pærer. Et projekt, der er blevet iværksat af den italienske stat, som har leveret gratis diode-pærer til landets begravelsespladser. Måske er det ikke rendyrket evigt lys, men det vil sænke udgifter til elregningen med hele 5.000 euro om året, for hver LED-pærer koster hele 3,07 euro mindre end en almindelige glødetrådspærer, den brænder 25 gange så længe og den reducerer elforbruget med 90 %. Man kan vel sige, at der er gået et lys op for den italienske regering på netop dette punkt.