In-Italias nyhedsbrev

Nyt fra In-Italia: Kom godt og sikkert til Italien på din kør-selv-ferie

For at få en god start på ferien, og samtidig lette jeres vej ned gennem Europa til jeres udvalgte feriedestination i Italien, har vi samlet en række fif, der kan vise sig nyttige i forbindelse med både rejsen og ankomsten. Så læs med her, hvis du også skal ’køre-selv’ til Italien.

Lørdag er skiftedag

Lørdag er store skiftedag i store dele af turist-Europa. Man skal derfor indstille sig på trafik allerede fra afgang i Danmark til ankomst i Italien. Så planlæg den ønskede rute ned gennem Europa hjemmefra, afsæt tid til rigeligt med pauser og planlæg eventuelt en overnatning på vejen. Sidst men ikke mindst: kør i rigtig god tid, så der er plads til uforudsete bilkøer eller nødvendige pitstops. Og allerhelst: undgå at køre i weekenderne og udnyt de stille motorveje om natten. Og så er det en god idé at orientere sig om vejprognoserne på www.trafikken.dk, der løbende opdateres med information om vejarbejde mm.

Trafik i Tyskland og motorvejsmærkat til Østrig og Schweiz

I Tyskland holdes der forskudt ferie delstaterne i mellem for at lette trafikken på motorvejen, men det betyder, at der i nogle stater er langt mere trafik end i andre: Har I ikke mødt køen, gør I det sandsynligvis på et senere tidspunkt. Husk også det motorvejsmærkat, det er påkrævet at have for at færdes på de østrigske og schweiziske motorveje. Det kan købes hjemmefra eller på grænsen til de enkelte lande eller på benzinstationer i Tyskland. Endelig er der ligesom i Italien indført miljøzoner i nogle byer i Tyskland, så hvis I skal på bybesøg undervejs, skal dette også undersøges forud for ferien. Man kan ikke tilkøbe adgang til byer med miljøzoner i Italien.

Penge til vejafgift i Italien

I Italien betaler man for at køre på de fleste motorveje, men i dag tager de fleste betalingsanlæg imod Visa/Dankort, så selvom I ikke har fået hævet euro forud for rejsen, kan I sagtens komme uhindret frem. For betaling med kreditkort, følg de blå skilte, mens betaling med kontanter er afmærket med hvide skilte.

Informér udlejer om forsinkelser

Såfremt I løber ind i forsinkelser undervejs, så husk at ringe til udlejer og giv besked. En god dialog er det bedste udgangspunkt for en god modtagelse og en god ferie.

Husk, at på de små steder (B&B, landsteder og mindre hoteller) er der ikke 24-timers-reception, så hvis I løber ind i forsinkelser, så ring til os eller direkte til jeres feriested hurtigst muligt – det er ikke sikkert, de venter oppe på jer, og så skal der måske aftales, hvor I så finder nøglerne til jeres feriebolig. Kontaktoplysningerne fremgår af jeres rejsepapirer (opholdsbevis og kørselsvejledning). In-Italia’s ansatte sidder klar til at assistere ankommende gæster på lørdage mellem kl. 15:00-19:00 året rundt.

Læs i øvrigt vores store guide til bilferie i Italien i egen bil her.

God tur!