In-Italias nyhedsbrev

Nyt fra In-Italia: Cinque Terre ligner sig selv igen

I nationalparken Cinque Terre mærker man tydeligt det ukuelige sammenhold i bestræbelserne på at få de fem pastelfarvede fiskerlejer til at ligne sig selv igen efter oversvømmelsen den 25. oktober sidste år. In-Italia har netop besøgt området, som arbejder på højtryk for at blive klar til at modtage turister, når sæsonen for alvor begynder her i foråret.

Efter et besøg i området kan vi konstatere, at hverken Riomaggiore, Manarola eller Corniglia har været berørt af naturens kræfter, mens de to sidste byer, nemlig Monterosso og Vernazza, begge led skade under oversvømmelsen. Dog arbejdes der nærmest i døgndrift, også på søndage, for at udbedre skaderne, således at byerne igen ligner sig selv. I Monterosso har bydelen Fegina (Monterossos togstation og strandpromenade) ingen skade lidt, mens den gamle bydel led skade på gadenettet og i mange af bygningernes stueetage. Man kan allerede nu nyde Monterosso – dog må man berede sig på sporadisk vejarbejde i byen det meste af 2012.

Nabobyen Vernazza er derimod mere medtaget, og der vil gå lidt længere tid før byens restauranter og butikker igen åbner. Vi vil klart anbefale dig at koncentrere dig om de andre fire byer under et besøg i området.

Da Vernazza samtidig er den eneste af de fem byer, hvor In-Italia ikke formidler hoteller og ferieboliger, betyder det, at du roligt kan bestille ferieophold hvor som helst i Cinque Terre. Bestil din ferie i Cinque Terre her.

Status på Cinque Terres vandresystem

På grund af oversvømmelsen i efteråret og tidligere stenskred i området, så er det ikke hele stisystemet, som er tilgængeligt, lige så vel som at man bør udvise forsigtighed, når man færdes på adgangsvejene, hvis man ankommer i bil (det tilrådes at ankomme med tog). Hvis man ankommer ad motorvej, så vælg afkørsel Carrodano frem for Brugnato.

Åbne stier
På den populære vandresti (sentiero azzurro), som forbinder de fem byer er det p.t. muligt at gå strækningen Riomaggiore -> Manarola, også kaldet Kærlighedsstien. Derudover forventer man at åbne strækningen Monterosso -> Vernazza i løbet af foråret. Endvidere er der mange gratis og mindre befærdede stier i området, hvorfra man kan nyde havluften og de svimlende panoramaudsigter: fx strækningen Monterosso -> Madonna di Soviore -> Vernazza (lang), strækningen Monterosso -> Levanto (via Punta Mesco), strækningen Manarola -> Volastra -> Corniglia samt mange andre vandreruter oppe bag byerne i Cinque Terre.

Lukkede stier
Strækningen Manarola -> Corniglia har længe været lukket, og man ved ikke med sikkerhed, hvornår den åbner igen. Derudover er strækningen Corniglia -> Vernazza ej heller tilgængelig, men den forventes at genåbne på et tidspunkt.