In-Italias nyhedsbrev

”Hvor skal vi bo?” – B&B San Teodoro i Albenga, Ligurien

Jeg ankom til B&B San Teodoro med meget store forventninger, for sjældent har jeg set så hyggelig en historisk bydel som her i Albenga. Aldrig før havde jeg hørt om en norditaliensk kystby, der kan prale af at have det meste af en romersk by liggende under sig og samtidig være rimelig ukendt af turister – her MÅTTE jeg prøve at overnatte!

Aftenluften var lun, og de smalle bilfri stræder emmede af forårsstemning, da det fine gamle hus med den højglansmalede dør pludselig lå foran mig. I ’receptionen’ blev jeg budt velkommen af Riccardo, der ejer B&B San Teodoro. Ud over at drive denne stemningsfulde perle, lever han af at restaurere gamle bygninger, hvilket tydeligt har sat sit præg her. Uanset hvor jeg kiggede hen, blev jeg mødt af smukke rum, der osede af historie, personlighed og rigtig god smag! Her er ikke et eneste tegn på ’turist-slitage’, og min følelse af at befinde mig i et privat hjem fra ’de mondæne gamle dage’ var til stede fra første sekund. Alene gulvet i receptionen – som nu mere ligner hall’en hos en rigmandsfamilie i middelalderen – var noget af det fineste med dets antikke klinker lagt i et sirligt sildebensmønster.

Kender du følelsen af at parkere sin sjæl så meget på et sted, at man ville ønske, at man kunne bo her for altid? Sådan havde jeg det her i Riccardos hyggelige hule!

Riccardo fortalte mig energisk om husets og byens historie, men jeg havde temmelig svært ved at høre efter, fordi jeg konstant blev draget af nye detaljer i diverse rum. Dog fangede jeg, at man, tæt på domkirken Cattedrale di San Michele, kunne se udgravninger fra den romerske by, der stadig befinder sig under Albengas historiske centrum, og at byen har en lille håndfuld museer at byde på.

Da det var ved at være sent på aftenen, meldte det naturlige spørgsmål sig – nemlig: ”Hvor er det godt at spise?” Riccardo havde heldigvis et rigtig godt kendskab til de forskellige spisesteder i byen, og anbefalede mig en lille restaurant få minutter herfra ved navn ”Sutta Ca’”. Den ser bestemt ikke ud af noget særligt med sine falmede blondegardiner og usmagelige kunstige blomsterbuketter, men de rødternede duge, den rigtig gode og veltillavede mad OG de meget rimelige priser overskyggede den tvivlsomme indretningssmag med mange mil.

Mæt og træt sluttede jeg den lune aften af med en kaffe (som også var særdeles billig) på en af byens hyggelige kaffebarer, og glædede mig over, at jeg stadig befandt mig i meget kort afstand fra min seng. For B&B San Teodoro er ikke bare en smagfuld perle af de sjældne – den befinder sig også i Albengas inderste historiske hjerte, hvor man kan nyde byens alsidige tilbud til fods.

I skrivende stund tænker jeg kun på én ting: JEG MÅ BARE TILBAGE HERTIL.

PRISER

I efteråret koster et dobbeltværelse med let italiensk morgenmad på en kaffebar lige om hjørnet blot 615 kr. pr. nat. (min. 2 nætter).

Læs mere om B&B San Teodoro i Albenga og se hele prislisten.