In-Italias nyhedsbrev

Nyt fra In-Italia: Turistskat er nu en aktualitet i flere af Italiens seværdige byer

Flere og flere kommuner med en vis kulturel interesse er gået i hovedstaden Roms fodspor og er begyndt at indføre turistskatter. Skatten påhviler alle tilrejsende til de enkelte byer, og betales almindeligvis til ens logi (hoteller, B&B og øvrige feriesteder).

Overnatningsskatten, som turistskatten også kunne kaldes, er en personskat, der udregnes på baggrund af det antal nætter, man logerer i den enkelte by. Skattens størrelse fastsættes af den enkelte kommune og bliver på op til 5 euro pr person pr nat. Der skal maksimalt betales for 10 nætter, mange steder er grænsen mindre. Derudover står det hver kommune frit at bestemme, hvorledes skatten pålægges den rejsende.

Gæster til de byer, der indfører denne skat, vil blive informeret om den nye overnatningsskat ved ankomsten til deres logi.

Turistskatten er en mulighed for kommunerne for  decentralisering, og dermed for at blive mere selvfinansierende. Indtil videre er denne skat indført blandt andet i storbyerne Rom (Lazio), Firenze (Toscana), Venedig (Veneto), men også i mindre byer som Otranto (Apulien) og Villasimius (Sardinien).

Vi opdaterer løbende vore prislister, således at det fremgår, hvor turistskatten indføres.