In-Italias nyhedsbrev

Hvor skal vi gå hen at spise i aften......

For de fleste er god mad er en ikke uvæsentlig ingrediens i en italiensk ferie, - men hvor skal man gå hen ???? In-Italia viser vejen.....
På italiensk har man et udtryk, "l'embarazzo della scelta", som mange på besøg i større italienske byer nok vil kunne nikke genkendende til. Det betyder nemlig "valgtes forlegenhed", altså den luksus, men også de indbyggede problemer, som ligger i at kunne vælge mellem mange muligheder. Og hvem har ikke prøvet det i en by med 10, 20 eller flere hundrede spisesteder? Man går omkring, studerer spisekortene, kigger ind ad vinduerne og prøver at danne sig en idé om, hvorvidt det skal være her eller der man vil lægge sine penge. Ja, pengene er ofte ikke det vigtigste, men tanken om at skulle blive skuffet og dermed dryppe malurt i den alt for korte feries søde bæger er virkelig frustrerende. Gode (eller dårlige) oplevelser ved at spise ude hører jo for mange i høj grad med til ferien under syddlige himmelstrøg, men hvem kan vælge i byer som Rom eller Venezia, hvor udvalget af spisesteder er helt uoverskueligt? Selv i mindre byer kan man ofte finde 20-30 restauranter, og så kan man jo enten prøve at spørge de lokale, konsultere guidebøger eller blot gå efter sin egen næse.

Vi i In-Italia vil gerne gøre vort til, at vore kunder finder frem til de helt rigtige steder, og da vi jo rejser mere i Italien end de fleste, er vi allerede for et stykke tid siden begyndt at nedfælde vore indtryk af spisesteder fra Aostadalen til Sicilien. Efterhånden har vi fået samlet en del af disse små anmeldelser, som I kan finde under de forskellige byer. De er altid subjektive (som alle anmeldelser), altså et udtryk for den anmelderens egen smag og indtryk, hvilket de jo også bør være: Enhver kan jo hurtigt selv danne sig et indtryk af priser, antal siddepladser og andre faktuelle oplysninger, men madens kvalitet, betjeningen, om stemningen er god og meget andet, det skal man have været der for at kunne udtale sig om. Så ud over informationer om adresse, lukkedag, prisniveau, vinkortets omfang og indhold, menuen og hvem der har besøgt stedet hvornår, prøver vi også altid at beskrive vores oplevelse, vores indtryk, kort sagt om vi kan lide stedet eller ej. Og så kan I jo altid se, om det vi lægger vægt på, nu også er vigtigt for jer eller ej.

I vil også opdage, at der er forskel på, hvor meget vi fra In-Italia går ud og spiser, på vores prioriteter, og så sandelig også på hvor vi kommer i Italien. For enkelte byers vedkommende kan så godt som alle spisesteder være anmeldt, mens ingen af os har spist i andre.