In-Italias nyhedsbrev

”Hvor skal vi bo?” – Villa Santa Maria in Foris i Ravenna, Emilia-Romagna

Har du lyst til at forkæle dig selv og en af dine nærmeste, burde du overveje en forlænget weekend i charmerende Ravenna i det velfungerende Norditalien. På Villa Santa Maria in Foris kan I føle jer som nogle af de heldige udvalgte og bo midt i byen i historiske rammer med stil – og endda til en yderst fornuftig pris.

Det lyder måske eksotisk, men det er både nemt og billigt at komme til Ravenna – fra København og Stockholm er der direkte fly til Bologna, og derfra tager det kun en times tid at komme videre til Ravenna med tog eller endnu kortere tid i en udlejningsbil.



Kombinationen af kulturbyen Ravennas historiske kulisser og den meget personlige og gennemtænkte indretning i det eksklusive, lille hotel Villa Santa Maria in Foris vil givetvis få dig, som er gæst, til at føle dig virkelig privilegeret. Og man kan sige, at det rent faktisk også er ganske privilegeret at bo så skønt og samtidig så centralt.

Indretningen i varme farver, med marmor og forskellige træsorter, der understreger den historiske stil, giver dig følelsen af at være trådt ind i et privat hjem. Men tag endelig ikke fejl! Selvom stedet kunne minde om et privat hjem, er her alle de faciliteter, man forventer sig på et hotel af høj standard: Store værelser med yderst forskellig og meget original indretning, alle med aircondition naturligvis, samt bibliotek, udendørs terrasse, morgenmadssal og en lille gårdhave med morgenmadsservering, når vejret tillader det.


En forlænget weekend kommer til at gå hurtigt her i den gamle by, der i tidernes morgen har fungeret som samlingspunkt og sågar som hovedstad ad flere forskellige omgange, inden Italien fik sin nuværende form. Historiske bygningsværker, verdensberømte mosaikker, cool butikker i de atmosfærefyldte gågader og de mange restauranter med mad og vine i verdensklasse er alt sammen inden for gåafstand i det historiske centrum. Tillader vejret det, er der oven i købet mulighed for at tage en dag på stranden ved Adriaterhavet – det kræver kun en times transport i bus eller 10 km i egen bil.

Dette er vores bud på en italiensk weekend i topklasse – som du ser, er det slet ikke sandt, at man ikke kan få i både pose og sæk, det kan nemlig sagtens lade sig gøre i Ravenna!

Læs mere om Villa Santa Maria in Foris i Ravenna, Emilia-Romagna