In-Italias nyhedsbrev

Vidste du, at ...

Her bringer vi finurligheder om Italien og italienerne. Denne gang fortæller vi om italienernes storforbrug af plastikposer, de italienske nyheders valg af førstedame og bandlysning af letpåklædthed i Syditalien.

... italienerne årligt forbruger 20 milliarder plastikposer og smider dem ud igen?

Næsten hver eneste dag og 300 gange om året køber hver eneste italiener, børnene med, en plastikpose for at smide den ud igen. Det er en femtedel af det samlede europæiske forbrug. Det skal imidlertid høre op fra og med den 1. januar 2011, hvor regeringen har bekræftet at alle plastikposer erstattes af biologisk nedbrydelige poser. At det ikke løser udfordringerne på lang sigt er en anden sag – her er det eneste grønne valg at medbringe og genbruge sin mulepose.

... de italienske nyheder giver mere sendetid til en kvindelig sexolog end de kvindelige italienske ministre?

Den kvinde, der er blevet tildelt mest sendetid i 2010 af Italiens syv førende nyhedsstudier, er ikke undervisningsministeren Mariastella Gelmini  (hun indtager en 39. plads over tildelt sendetid generelt), ej heller er det hendes kolleger Michela Vittoria Brambilla (87. plads på samme liste) eller Rosi Bindi (46. plads), men gynækologen og sexologen Alessandra Graziottin , der er leder af en gynækologisk klinik i Milano; Hun har fået hele 75 minutter og 20 sekunders sendetid i det forgangne år og ender således som nummer 28 på listen over mest tildelt sendetid i de italienske nyheder.

... italienerne bandlyser miniskørter og toppe?

I den syditalienske by Castellammare di Stabia er man ikke begejstret for bandeord, fodbold og letpåklædte damer. De italienske myndigheder og byens borgmester truer med at forbyde miniskørter og alt for små toppe for at rette op på byens dårlige ry. Man truer endda med bødeforlæg til folk, som bander eller spiller fodbold i offentligt rum.