In-Italias nyhedsbrev

Bliv klogere på Italien: Berlusconi – moderne fyrste eller harmløs spasmager?

Den italienske ministerpræsident Silvio Berlusconi optræder gang på gang på slap line. Pinlige billeder og tåkrummende udtalelser går verden over. Men hvem gemmer der sig egentlig bag det til tider klovnede ydre? En moderne fyrste eller en harmløs spasmager?

Af Johanne Poulsen, In-Italia

De fleste europæere kender efterhånden Silvio Berlusconi ganske godt; der er ikke langt i mellem skandalesagerne, hvor han gang på gang spiller en meget uheldig hovedrolle. Hvem husker ikke hans pinlige udfald i mod Martin Schulz, lederen af Europæiske Socialister i Europaparlamentet tilbage i 2003, hvor Berlusconi ytrede: ”Signor Schulz, jeg ved, at en filmproducent i Italien er ved at lave en film om de nazistiske koncentrationslejre. Jeg vil foreslå dem til rollen som ’Kapo’”. Eller hans udfald mod homoseksuelle, efter skandalen i oktober sidste år, hvor han i forbindelse med sit ’forhold’ til den meget unge marokkaner Ruby udtalte: ”Jeg har en opslidende arbejdsdag, og hvis jeg tilfældigvis ser en smuk kvinde, ja så er det bedre at kunne lide smukke kvinder end at være bøsse”.



Der er måske mange, der ryster på hovedet og gang på gang spørger sig selv, hvordan i alverden det er muligt, at en person, der gang på gang træder i spinaten og udviser en så åbenlys tåbelig adfærd, får lov at blive ved med at stå i spidsen for et europæisk demokrati som Italien. Man kan ikke lade være at stille sig selv spørgsmålet: Hvem er han, denne mand, der på den ene side fremstår som en klovn af rang, men som på den anden side har været i stand til at forblive ved magten i, for en italiensk regering, rekordlang tid (1994, 2001-2006, 2008- i dag)?

Berlusconi kom til verden i Milano i 1936. Baggrunden for hans rigdom er den boligspekulation, der beskæftige ham i 1960’erne. Senere gik han over til mediebranchen, hvor han og hans familie stadig opererer meget aktivt. Berlusconi gik ind i politik i 1994, hvor han blev valgt til premiereminister første gang.

Dengang Berlusconi trådte ind på den politiske scene for første gang, var det med løfter om frihed og muligheder. Han fremførte sig som den glade, positive antipolitiker, der i modsætning til de gnavne politikere af den gamle skole, mente, at man ved at være positiv og (jubel)optimistisk i kombination med hårdt arbejde og viljestyrke, kunne opnå hvad som helst. Man kunne blot se på ham. Hvor langt var han ikke selv nået? Han var allerede da en af Italiens rigeste mænd. Og han spredte budskabet: Hvis det er lykkes ham at opnå så meget igennem sine forretninger, ville han kunne skabe samme imponerende resultater som politiker, til glæde for det italienske folk. Og befolkningen troede ham.
Kilde: www.la-moncloa.es


Siden hen er de alvorlige skandaler kommet frem i lyset. Korruption, skattefusk, mulige forbindelser til mafiaen. Og dog er det alligevel lykkes Berlusconi at forblive ved magten. Igen må man spørge: Hvordan er det muligt?

Fulgte man den svensk-italienske dokumentar ’Videocracy’, der blev vist på DR2 sidste efterår, kom man svaret på dette spørgsmål en del nærmere. ’Videocrazy’ viste på foruroligende vis, hvordan Berlusconi, med hjælp fra sin gode ven, tv-mastodonten Lele Mora, næsten egenhændigt styrer italienske medier, og igennem medierne, selve det italienske samfund, den italienske selvforståelse og identitet. Berlusconis vigtigste og mest magtfulde medie er som bekendt tv, der for 80 % af italienerne er eneste nyhedsmedie. Berlusconi er ejeren af 3 private, nationale tv-stationer (de 3 Mediaset-kanaler), og som landets statsoverhoved kontrollerer han indirekte de 3 statsejede RAI-kanaler. Adskillige velrenommerede, men Berlusconi-kritiske RAI-journalister er blevet afskediget under Berlusconi. Programmerne er blevet forfladiget, og er efterhånden spækket med passiviserende familieunderholdning, der afspejler berlusconismens værdier.

Berlusconi er således i den for ham meget fordelagtige situation, at han igennem sine medier kan styre og modellere den offentlige mening. Han har kørt adskillige smædekampagner mod dommerstanden, der har søgt ham dømt for forbrydelser af forskellig karakter, primært økonomisk. Han har spredt budskabet om, at dommerstandens skjulte ideologi er kommunismen, og at standen derfor af politiske årsager søger at få ham dømt.

Når alt dette er sagt, kommer vi tilbage til det indledende spørgsmål: Berlusconi – moderne fyrste eller harmløs ballademager? Tja, det må være op til den enkelte at vurdere, men en ting er sikkert. Berlusconis klovnerier og pinlige udtalelser har ikke forhindret ham i at gøre sig til den mest magtfulde politiker, Italien har oplevet siden Mussolinis fald i 1943.