In-Italias nyhedsbrev

Månedens bolig: Ristoro del Cavaliere i Piazza al Serchio, Toscana

For godt til at være sandt? Nej, Ristoro del Cavaliere er virkelig så hyggeligt og velholdt, som det ser ud, og priserne er ikke højere. Det eneste problem er at få plads.

Hvad stikker der under?
Nej, der er ikke en fejl i vores prisliste. Ja, ophold på blot to dage er fuldt ud accepterede selv midt i højsæsonen. Nej, der skal ikke betales ekstra for slutrengøring eller noget som helst andet (bortset fra det, du spiser og drikker). Det er faktisk stadig ufatteligt for os, at man kan få så meget for så lidt på Ristoro del Cavaliere, og efter det første års samarbejde rådede vi dem da også til at sætte priserne op, men det ville de ikke, så vi må fortsat kæmpe med kundernes mistro: Det kan da ikke være sandt, at det er så godt, som I skriver til de priser?!

Tilbagelænet livsnydelse
Det er svært at finde fejl ved Ristoro del Cavaliere, hvis fire lejligheder holdes i eksemplarisk stand af den næsten altid tilstedeværende familie, hvis imødekommenhed og venlighed ingen grænser kender. Det er ikke, fordi de har behov for indtægterne (måske er det årsagen til de beskedne priser?), for familieoverhovedet Roberto er filialdirektør i en af dalens større banker. Jeg har sjældent mødt et mere socialt og nært menneske – hans omgangskreds er ligeså stor som den er varieret. Og dog har jeg endnu ikke set ham med en mobiltelefon i hånden. Tingene tager den tid, de tager på Ristoro del Cavaliere, og samtidig er det svært at finde mere hårdtarbejdende mennesker end familien Davini.

Noget for enhver
Ristoro del Cavaliere udmærker sig ikke kun ved et yderst fordelagtigt forhold mellem pris og kvalitet, ved værternes hjertevarme og de smukke omgivelser. Her vil såvel par som børnefamilier nyde at opholde sig, og både dem, der ønsker en tilbagelænet ferie med fokus på bordets glæder, og dem, som søger en aktiv ferie, vil elske dette oversete hjørne af Toscana, hvor maden er ligeså god, som mulighederne for vandreture, mountainbiking, kanosejlads osv. er allestedsnærværende.

Læs mere om Ristoro del Cavaliere i Piazza al Serchio, Toscana