In-Italias nyhedsbrev

Tema: Vores helt eget Italien

Hvis du som kunde skulle være i tvivl, vil vi gerne benytte lejligheden til at understrege, at Italien ikke bare er vores levebrød, men også vores hjerteblod. Læs mere om In-Italias medarbejderes helt særlige tips til unikke oplevelser i støvlelandet og gem dem til næste gang turen går til Italien.

Af Bettina Vaupel, In-Italia

In-Italias medarbejdere er dedikerede og brænder for Italien, det er der ingen tvivl om, men vi nøjes ikke bare med at besøge samarbejdspartnere og inspicere ferieboliger i Italien i et omfang, så ni ud af ti af vores ferieboliger har været besøgt en eller flere gange.

De fleste ansatte har også boet og arbejdet eller studeret i Italien og benytter derfor enhver lejlighed til at se eller gense venner og bekendte eller til at udforske endnu uopdagede områder i det skønne land. Netop derfor ligger vi alle også inde med en sand skattekiste af gode tips og idéer til, hvordan man får helt særlige oplevelser, når man ferierer i Italien. Oplysninger som næppe kan findes i nogen guidebog. Guidebøger er naturligvis uundværlige, når man skal navigere rundt i et ukendt område, men fælles for guidebøger er, at de beskæftiger sig med det mest oplagte: De største museer, de vigtigste seværdigheder, de kendte restauranter – steder hvor man støder ind i mange andre turister som en selv, og hvor det måske kan være svært at få øje på de små skæve muligheder, der er så charmerende.

I det følgende kan du læse mange forskellige forslag til, hvordan du kan få nogle helt særlige oplevelser, som vil være med til at gøre din næste italiensrejse en tak mere uforglemmelig, end den ellers var blevet.

Oplev Piazza del Campo i Siena på en ny og anderledes måde

Allan fortæller her, hvordan han slentrede rundt i Sienas gyder og stræder og nød terracottafarverne, som nærmest har en meditativ effekt på sindet. Pludselig åbner hele verden sig, når man står på Piazza del Campo, byens centrale plads, hvor det berømte hestevæddeløb Il Palio finder sted to gange årligt. Pladsen kan opleves på mange måder: Enten ved at betale sig fra en tur op i rådhusets tårn Torre del Mangia (88 m højt og ca. 400 trappetrin) eller man kan dase på selve pladsen sammen med byens mange turister og studerende. Der findes nu også en helt tredje og lidt uofficiel måde at opleve pladsen på: I pladsens vestlige hjørne (altså kl. 10:00, hvis man står med rådhustårnet i ryggen) fører en bred trappe væk fra pladsen. Gå op ad den og drej til højre om hjørnet og ind i isbaren. Her køber du dig en velsmagende is, går et niveau op (modsat udgangen) og havner (hvis du er heldig) på en tom balkon med bænke, hvorfra du har en fornemmelse af at have hele udsigten over Piazza del Campo for dig selv.

Tag til Otranto i Apulien og nyd strandlivet i din egen lille bugt

Mette har i sommer ferieret i Apulien og løfter hermed sløret for, hvordan du finder den bedste og mest private strand i regionen: Nord for Otranto (Apulien) ligger den skønne kyststrækning Baia dei Turchi, der med sine klippereposer, sandstrande og sit utroligt (og prisbelønnede) rene vand tiltrækker både lokale og mange turister. Vil man undgå menneskemasserne her, men stadig nyde godt af de mange fortrin området har, så kan man i den sydligste del af strækningen finde en lille forladt bugt, hvor man kan være helt sig selv, for kun ganske få finder frem til denne plet. Stedet nås bedst med cykel ca. ½ time fra Otranto centrum ad behagelige veje. 

Sådan gør du:
Fra Otranto køres ad landevejen SS611 – som bliver til SP336 nordpå fra Otrato. Når du er kørt forbi supermarkedet Eurospin (blåt skilt med hvidt euro-tegn) på din højre side, tager du den fjerde vej på højre hånd, dér hvor vejen deler sig i to (SP 336 fortsætter ligeud, men du vælger stikvejen til højre, hvor der står ”pista ciclabile” og er afbilledet en cykel). Fortsæt ad denne lige ud ca. et kvarter – omgivelserne er landlige og her er ingen trafik, kun en bil i ny og næ. Når du kommer forbi Club Med, er du ved at være fremme. Når du nærmer dig en stor mark der parkeres på, skal du ikke forsætte forbi denne, men derimod køre ind i skoven du møder – også på højre hånd. Kør ind i skoven og vælg den største sti du finder – træk cyklen igennem stien af sand til du ikke kan komme længere og lås den fast til et træ. Du er nu fremme ved bugten. På trods af beliggenheden tæt ved Club Med og dens nemme fremkommelighed er den ikke særlig velbesøgt – alene af den årsag at de fleste styrer direkte efter den mere kendte strand, dér hvor alle de andre styrer hen. 

Tag en pause fra sightseeingen midt i Firenze

Katarina ved, at man kan have behov for et pusterum, når man løber sur i alle seværdighederne og de mange andre turister, der flokkes om dem:  Går man ned fra Piazzale Michelangelo til venstre for den brede trappe, så kommer man til sidst til en udsøgt og smuk lille rosenhave, som rummer over 1000 forskellige rosensorter. Der er fri adgang til rosenhaven, og man kan slå sig ned på en bænk eller på græsset og nyde den lille oase af ro, skønne dufte og en smuk udsigt over Firenze indtil man er klar til at genoptage shopping eller sightseeing.

Find den hemmelige strandbar ved CagliariSardinien

Stefania fortæller om en uforglemmelig dag ved stranden på Sardinien: Under en køretur på vestsiden af Sella del Diavolo, et bjerg der ligger ved Cagliari, hvor planen egentlig var at familien skulle op på bjerget, fandt de for enden af vejen Traversa Calamosca en virkelig hyggelig strandbar. Den ligger i en lille bugt, med solsenge på en stor terrasse direkte ud til vandet, hvor der lidt højere oppe ad bakken omgivet af grønne græsplæner og planter ligger en uformel restaurant med mulighed for at spise såvel ude som inde. Dagen gik slet ikke som de havde planlagt, men var en stor succes og efterlod et uudsletteligt minde hos hendes 11-årige datter, der mere end en gang har spurgt, hvornår de skal tilbage.

Indsnus stemningen blandt de lokale på Piazza San Zeno i Verona – eller på Piazza Catena i Riva del Garda
Marcus holder meget af at nyde livet på de mange skønne pladser i Italien, her fortæller han om to af de foretrukne: Piazza San Zeno i Verona er en dejlig plads lige i udkanten af den gamle bydel. Her går de lokale ud og drikker en aperitif, spiser og hygger sig om aftenen. Et godt alternativ til de meget kendte, dyre og tit overfyldte pladser, Piazza Bra ved Arenaen og Piazza delle Erbe i den modsatte ende af byens gågade.

Piazza Catena i Riva del Garda er uden tvivl en af Marcus’ favoritpiazza’er i hele Italien. Selve piazzaen finder man ved byens rådhus, og den får næsten en til at føle sig hensat til en teaterkulisse! I det ene hjørne af pladsen ligger desuden en lille og god restaurant med fin udendørs plads, hvor man kan spise om sommeren og nyde pladsen fuldt ud.

Gør gode fund langt fra de store handelsstrøg i Firenze

Katarina røber, hvor hun foretrækker at se på butikker og markeder i Firenze: Nemlig langt væk fra horderne af turister på de store handelsstrøg. I Firenze er det let at blive hængende i de mere centrale dele af byen, hvor de store kendte monumenter og butikker ligger, men starter man på gaden Via del Corso, som går ud fra Piazza Repubblica og fortsætter lige ud, indtil den går over i  Borgo degli Albizi for siden at blive til Via Pietrapana og endelig Borgo la Croce, så kan man finde mange små herlige butikker, som ganske vist ikke sælger mærkevarer fra Gucci, Prada eller andre af de helt store modehuse, men i højere grad lokalproducerede varer. Her finder man alt fra lædervarebutikker og tøjbutikker til isbarer og markeder. Et antikmarked, som kan være værd at se nærmere på, ligger ved Loggia del Pesce (det tidligere fiskemarked). De små boder er åbne alle hverdage undtagen mandag og lukker som regel til middag mellem kl. 13.00 og kl. 15.30. Om lørdagen i sommermånederne kan man være så heldig at finde et stort åbent antikmarked med mange spændende sager og tingeltangel at se på.

Nyd udsigten over Middelhavet og Etna på scooter

Rikke opfordrer alle til at leje en scooter under ferien i Italien for dermed at få mulighed for nogle helt særlige oplevelser på egen hånd. Rikke har selv oplevet stjernestunder i Italien på en scooter: Som rejseleder på Sicilien, hvor hun alene kørte frem og tilbage mellem Giardini di Naxos nede ved havet og Taormina, ad hårnålesving og med en mere og mere spektakulær udsigt over bugten og Etna, jo højere op hun kom. Som kontrast til naturscenerier og smukke udsigter har Rikke også erfaring med at se Rom fra en scooter. Sådan gøres storbyoplevelsen ny og helt anderledes. Se eller gense klassikeren ”Prinsessen holder fridag” med Audrey Hepburn, hvis du trænger til lidt inspiration i den retning!    

Uden mad og drikke…


Naturligvis har vi også gode forslag til særlige oplevelser, som handler om noget af det bedste man kan foretage sig under et ophold i Italien: Nemlig at spise og drikke.


Alle slags pizza til alle

Solveig har besøgt et lille pizzeria nordøst for Verona, hvor intet mindre end en verdensmester i pizzabagning svinger pizzadejen. Pizzaerne serveres på en særlig form for tallerken, der holdes varm med sten. Når man bestiller, vælger man ud fra de typer af pizza, man gerne vil have, dvs. der er intet menukort. Herefter kommer pizzaerne ind en efter en, så alle deler alle pizzaer. På den måde får man smagt mange forskellige slags – en sjov, anderledes og meget autentisk restaurantoplevelse! 
Hvor: Pizzeria da Massimo, Via S. Bartolomeo 18, 37031 Illasi

Et hurtigt glas eller to med de lokale

Lino giver sit tip til en hurtig forfriskning med de lokale i Firenze videre til fri afbenyttelse: Det er alt for let at komme af med en formue for en forfriskning, når du besøger Firenze, for byen er fuld af turistfælder. Hvis du intet har imod at stå op ved baren sammen med de lokale, skal du lægge vejen forbi vinbutikken ”Fratelli Zanobini” i en sidegade til markedet ved San Lorenzo. Her kan du vælge mellem 15-20 vine glasvis til priser fra 1 euro eller en af Italiens bedste øl for 1,70 euro. Klientellet er for 95 procents vedkommende lokalt og ofte temmelig bedugget…
Hvor: Fratelli Zanobini, Via Sant’Antonio 47, Firenze

At spise med grise

Lino har også et godt fif til et spisested på landet i det sydlige Toscana: Det kan ofte være dyrt at spise i Toscana, og nogle af os bryder sig heller ikke synderligt om at sætte os til bords, når de andre gæster så godt som udelukkende er turister. Med fare for at ødelægge et autentisk spisested vil vi anbefale et besøg til Ristorante l’Astronave i Scorgiano (mellem Siena og Colle Val d’Elsa), en helt uspoleret lille landsby eller rettere en stor gård. Restauranten ligger på torvet, men du skal se godt efter for at opdage den, for der er ingen skilte uden for den. Du skal ikke komme her, hvis du ønsker sart indretningskunst, men hvis du vil have hjemmelavet pasta, sympatisk betjening og masser af lokale indbyggere, så skal du lægge vejen forbi i weekenden. Priserne er komisk lave, portionerne er enorme, husets vin koster 5½ euro flasken, og så skal du bare gå nogle få meter for at besøge gårdens besætning af den gamle toscanske svinerace Cinta Senese, der fornøjet tumler rundt i det fri.
Hvor: Ristorante L’Astronave, Località Scorgiano 1, 53035 Monteriggioni  

Verdens bedste is i Palermo

Marcus afslører gerne, hvor han køber sin favorit-is i Palermo: Nemlig i Gelateria Da Ciccio, som ligger meget tæt på Centralstationen i en lille sidegade. Her laver de efter Marcus’ mening den bedste is i Italien! Kun få turister finder frem til dette sted, og man betaler ofte meget mere på andre og mere fancy isbarer i byen.
Hvor: Gelateria  Da Ciccio, Corso dei Mille 79, 90123 Palermo

Søpindsvineæg – det er da noget man spiser

Stefania fortæller om en særlig delikatesse fra Sardinien: Kører man langs stranden ved Cagliari – Poetto – ser man i forårsmånederne en masse interimistiske boder, hvor de lokale efter en hurtig indskydelse kaosparkerer, og flokkes om et eller andet spiseligt. Først tror man, at der er tale om frugtboder, men hun opdagede snart, at der ved disse boder blev fortæret store bunker af søpindsvin!

Efter at have taget mod til sig et par dage, besluttede hun sig for at prøve selv. Det man spiser er faktisk ikke hele søpindsvin, men derimod æggene, der ligger langs kanten, når søpindsvinet er blevet åbnet med en særlig tang. Man spiser dem med teske, og skyller heldigvis efter med hvidvin. Konsistensen er lidt geléagtig og det smager først og fremmest salt. Vinen var dog en god lokal Vermentino. Hvis du er glad for frisk fisk og skaldyr, skal du prøve denne spise, som er helt ud over det sædvanlige!

Fristende kager i Firenze

Plager den søde tand dig under besøget i Firenze, skal du følge Katarinas anvisninger til byens bedste konditori: Går man helt frem til slutningen af Borgo La Croce, hvor gaden munder ud i Piazza Beccaria, kan hun anbefale et besøg på Dolci & Dolcezze – et af de mest kendte konditorier i hele byen. Stedet er hovedsagelig kendt blandt de lokale, da det ligger langt fra de store handselsstrøg. Her kan man købe de dejligste kager, som man dog skal være klar til at betale lidt mere end sædvanligt for – men det er garanteret det hele værd, hvis man sætter pris på søde sager.
Hvor: Dolci & Dolcezze, Piazza Cesare Beccaria, 50121 Firenze

Som man kan se af det ovenstående, er der rigtig mange og meget forskellige oplevelser, som bare ligger og venter på, at du kommer forbi på din næste italiensrejse. Må vi opfordre dig til at lade dig inspirere af os, lade guidebogen blive i lommen en gang i mellem og tage chancen og dreje ned ad den lille, måske lidt skumle, sidegade næste gang du får mulighed for det – så er sandsynligheden for, at du får en helt særlig ferieoplevelse med dig hjem temmelig stor!