In-Italias nyhedsbrev

Tema: Spring ikke over, hvor det italienske stengærde er lavest!

Ikke alle dele af Italien er lige ”turistmindede”, men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke er interessante at besøge. Med en god portion tålmodighed og lyst til det ultra-autentiske kan man nemlig få meget igen ved at begive sig ud i de afkroge af landet, hvor man som turist selv må arbejde lidt for at få ferien til at køre på skinner. Oftest lønner arbejdet og ”anstrengelserne” sig i form af unikke og anderledes ferieoplevelser.

Af Mette Møller Hansen, In-Italia

Rom? Firenze? Sicilien? Hvor skal turen gå hen? Vi Italiensrejsende har vel alle vore præferencer og tilbøjeligheder. Nogle foretrækker hver sommer at køre til Gardasøen og tjekke ind på samme hotel som de forrige år, mens andre tager sig en årlig tur til Rom for lige at tjekke om cappuccinoen på stamkaffebaren nu er lige så god som den plejer at være. Andre igen kender efterhånden Toscana som deres egen bukselomme efter utallige besøg, mens nogle jævnligt vender tilbage til Amalfikysten og dens milde klima.

Men hvorfor ikke prøve noget helt nyt? Blive udfordret, forundret og forbavset?

Efter selv at have rejst Italien rundt på kryds og tværs, havde lysten meldt sig til at prøve noget særdeles anderledes – der skulle med andre ord nye ”kødboller på spaghettien”! Derfor skulle dette års sommerferie holdes i en region i Italien, hvor jeg aldrig havde været, og hvor antallet af skandinaviske turister er minimalt. Forkærligheden for Syditalien kunne der ikke afviges fra, så valget faldt på regionen Apulien – Italiens støvlehæl.

Tålmodighed er en dyd
Der er ikke nogen, der har sagt, at det skal være let, og nu hvor jeg så gerne ville udfordres, var det måske også meget belejligt med en togstrejke på ankomstdagen!

Efter ankomsten til Napoli direkte fra Kastrup, skulle turen have gået videre i tog fra Napoli til Caserta og derfra med tog til Lecce i Apulien. Men, men, men … regionaltoget fra Napoli til Caserta var indstillet. Dette havde jeg heldigvis fundet ud af dagen forinden, så turen måtte tages i taxa. Der er ikke noget som napolitanske taxachauffører: De er så dejligt snaksaglige og vidende. Det viste sig, at min chauffør selv skulle holde sin sommerferie med familien i præcis samme område som jeg – nemlig Apulien. Det gjorde de hvert år og han talte meget godt om området; gode vine, noget af Italiens reneste badevand; rare mennesker – min forventningsglæde voksede støt i takt med tallene i taxameteret!

Vel ankommet til Caserta, og med nogle gode ferieråd på lommen kunne jeg uden problemer nå mit tog til Lecce – hvor jeg steg ud 4½ time senere. Bestemmelsesstedet i Apulien var den lille smukke kystby Otranto – Italiens østligste punkt. Fra Lecce findes der både busser og lokale tog hertil, men da det var søndag aften betød det, at der ikke længere var nogen afgange. Jeg havde derfor bestilt en afhentning og godt en time efter – ja hele 15½ time efter jeg stod i Kastrup lufthavn – var jeg endelig fremme i Otranto. Dejligt at skulle arbejde lidt for at nå frem, for følelsen af at være meget langt væk var i hvert fald til stede.

Den der søger, skal finde
Følelsen varede ved. Det omkringliggende landskab var så anderledes end dét, jeg tidligere var stødt på i Italien. Store flade røde marker med store sølvskinnende oliventræer så langt øjet rakte. Nogle af træerne siges endda at være godt 2000 år gamle med stammer så tykke, at man næsten ville kunne bo i dem!

Området – det sydlige Apulien kaldet Salento – er fabelagtigt til cykelture, også selvom man kun er på motioniststadiet og vejene i juli er forbavsende lidt trafikerede. Lige så lidt trafik jeg mødte, lige så få skiltninger til seværdigheder langs diverse ruter stødte jeg på. Der skulle med andre ord arbejdes lidt for ikke at misse diverse seværdigheder, så en guidebog rekvireret på det lokale turistkontor var uundværlig.

En af Salentos store (men af mange ukendte) naturseværdigheder er Cava di Bauxite – en naturskabt sø, med knaldrød mineralholdig jord omkring sig. Der var ingen skilte hertil og måske derfor ingen besøgende. Det var i hvert fald et held, at man fra landevejen kunne ane den røde jord på en mark ej langt fra kysten – ellers var cykelhjulene intetanende trillet vejen forbi. Det var en storslået oplevelse at have dette sceneri helt for sig selv – ønsket om et minimalt antal turister var om noget opfyldt! Der var hverken en café eller souvenirbiks at ane på denne græsmark, noget man ellers ofte ser i forbindelse med attraktioner af forskellig art i Italien – det var lige som det skulle være!

Det er bl.a. dét jeg både hader og elsker ved Syditalien. Hader, fordi de med få tiltag som god skiltning og fx et lillebitte besøgscenter kunne få flere turister hertil, og omvendt elsker, fordi jeg gang på gang – blot ved at skulle lede lidt – selv finder frem til disse seværdigheder, og har dem helt for mig selv uden horder af andre turister, souvenirsælgere og blinkende ”tourist menu”-skilte.

”Festina lente” – skynd dig langsomt
Da jeg ikke ville leje bil under mit ophold – hvilket ellers kan anbefales – viste min lejede cykel sig at være det mest pålidelige transportmiddel, næst efter ens flade konvolutter.

Ikke kun på seværdighedsområdet skulle der arbejdes lidt, men udfordringen på transport-området fortsatte også. De større byer i det sydlige Apulien er i og for sig udmærket forbundet med en mindre privat lokalbane. Desværre stopper togfarten bare alt for tidligt. En halvdagsudflugt fra Otranto til Lecce måtte ende alt for brat, da det viste sig, at sidste tog kørte tilbage til Otranto fra Lecce allerede 17:43. Velvidende at der også fandtes busser (www.salentointrenoebus.it) ville jeg forhøre mig om, hvornår de gik. På byens officielle turistkontor i Lecce – i øvrigt en meget smuk barokby – blev jeg mødt af en yderst solbrun herre nær de 70, der var så elskværdig at ringe til busselskabet for at få nogle tider. Han måtte give op, og henviste mig i stedet til byens andet turistkontor. Dér skulle de være mere informeret, sagde han.

På vejen dertil kom jeg forbi et andet privat turistkontor. Dér sagde pigen, at hun udmærket vidste, at der fandtes disse busser, men at hun endnu ikke havde fået en køreplan, så hun foretrak at sige, at busruterne ikke fandtes. Godt så. Endelig fandt jeg det andet turistkontor, der – efter lang tids søgen på internettet – fandt en senere afgang med bus til mig. Da tidspunktet ikke svarede til noget af det, jeg selv havde undersøgt på forhånd, turde jeg ikke tage chancen og tog sidste tog hjem. Heldet omkring busserne ville dog senere vende.

En anden dag lykkedes det mig at finde en bus, der kørte fra Otranto til byen Gallipoli, med skift i byen Maglie undervejs. En tur der skulle vise sig ikke blot at være en fantastisk oplevelse i sig selv, men også en med en række uventede, men velkomne indslag.

Buschaufføren, en munter herre kun to uger fra at gå på pension, bad mig og de få øvrige passagerer sætte os så langt frem i bussen som muligt for bedre at kunne se. Jeg tror nu, det var, fordi han gerne ville snakke. Og det gjorde han. Turen blev til en guidet tour, hvor han livligt fortalte om det, øjnene mødte. Det var en kæmpe oplevelse. At man i Gallipoli præcis dén dag fejrede byens helgeninde Santa Cristina med optog og musik var blot en ekstra en på opleveren. De udenlandske turister, der lige som jeg deltog i ceremonien, kunne tælles på to hænder – resten var italienere, og de kunne lige så godt gå for at være lokale indbyggere set med danske øjne. På turen hjem fik vi af en anden snakkesaglig chauffør, udleveret en køreplan, der netop var kommet ud af trykken … ”bare” to måneder efter den var trådt i kraft, hvilket kunne forklare, hvorfor busserne havde kørt stort set tomme indtil nu. Bedre sent end aldrig.

Vær beredt!
Jo, den er god nok. Spejdernes velkendte motto ”vær beredt” er ganske relevant for en ”uturistet” rejse i det ukendte som denne, da den kan kræve flere opslag i ”Grønspættebogen” undervejs. En tur som denne kræver med andre ord lidt benarbejde hjemmefra i form af transportplanlægning og lokalisering af seværdigheder på et detaljeret kort, for at få selve skelettet til turen på plads. Selve indholdet derimod kan ofte være svært at planlægge helt detaljeret, idet der tit opstår små variationer (ændrede køreplaner, strejker, byfester m.v) når man er kommet frem. I øvrigt ville det også være synd, da det jo nok i virkeligheden er disse små uforudsigeligheder, der giver ferieoplevelserne lidt ekstra kulør.

Indrømmet. Det er naturligvis også en kæmpe fordel, måske nærmest et must, at kunne (noget) italiensk, da det jo som oftest er lokalbefolkningen man trækker på, for at få oplysninger som; hvor stoppestedet ligger; om toget nu også er på vej derhen, hvor man skal til osv.

Veni vidi vici
Inspireret af Gaius Julius Cæsars berømte ord – en herre der også indtog ukendt land – kan jeg fristes til at konkludere: Jeg kom (trods diverse transportproblemer undervejs), jeg så (trods væk-gemte attraktioner) og jeg sejrede (over de mange udfordringer som forvirrende turistkontorer, rådspørgen hos de lokale samt svedige cykelture). Og det kan jeg i øvrigt anbefale alle andre med mod på en anderledes, krævende, men givende ferie også at gøre.