In-Italias nyhedsbrev

Vidste du, at

Her bringer vi små korte tekster, der kan få dig til at spidse ører: Nu er det blevet forbudt at fodre duerne på San Marco pladsen i Venedig; Milano bliver værtsby for EXPO i 2015; og så kan man få cappuccino og espresso på dåse.

Det er forbudt at fodre duerne på Markuspladsen?
Så er det slut med at fodre duerne på Markuspladsen i Venedig! Byens borgmester satte den 1. maj en stopper for, at man kaster korn til duerne, og der venter en bøde til den, der trodser forbuddet. Årsagen er, at alt for mange duer har fundet vej til Venedig, og de sviner. Byen har ca. 20.000 duer pr. km2, og det er fyrre gange den “officielle” grænse, for hvor mange duer, der må være. De fleste af duerne holder netop til i området omkring Markuspladsen, som indtil maj i år har været det eneste sted i Venedig, hvor det var tilladt at fodre duerne. Gadesælgerne, der har tjent tykt på at sælge korn til 1 euro pr. pose, må nu se sig om efter en anden indtægtskilde.

Milano bliver værtsby for EXPO 2015?
Verdensudstillingen kommer til Milano om syv år, efter at den norditalienske by og Italien vandt arrangementet med 86 stemmer over den tyrkiske by Izmir, som fik 65 stemmer. Sidst Milano lagde hus til den berømte udstilling, var i 1906. EXPO-området vil brede sig ud over et areal på 1,7 millioner m2. og kommer til at ligge i den nordlige del af byen. Det overordnede tema for udstillingen i Milano bliver ”Feeding the Planet, Energy for Life”. EXPO 2015 er en af de såkaldt store verdensudstillinger, der bliver afholdt hvert femte år, og som giver nyt liv til den by, udstillingen bliver holdt i. En EXPO giver mange millioner af turister, nye bygninger og en forbedret infrastruktur. EXPO er for kultur, udvikling og forskning, hvad de olympiske lege er for sport.

Du kan drikke cappuccino på dåse?
I Japan er de en top sællert, men hidtil har de været bandlyst på det italienske marked, hvor kaffe-feinschmeckere har deres hovedsæde. Men nu har den kolde kaffe på dåse gjort sit indtog i Italien, og kaffen er den ægte italienske Illy-kaffe fra Trieste. Dåse-kaffen er et resultat af samarbejdet mellem Illy og Coca-Cola, og de sælger tre forskellige typer: en to-go cappuccino, en to-go espresso og en to-go latte macchiato på dåse. De to verdensberømte virksomheder håber, at kombinationen af den mest berømte kaffe og den mest berømte mærkevare sammen vil skabe en succes for det nye to-go produkt i Italien. Målgruppen er højst sandsynligt ikke turister med hang til god kaffe, og som i ro og mag vil nyde den på de hyggelige barer og caféer, men de unge forbrugere, som altid er på farten med deres iPod og mobiltelefon og nu også deres to-go kaffe på dåse.