In-Italias nyhedsbrev

Nyt fra In-Italia: Den sicilianske nordkyst under luppen

Rejsekonsulenterne hos In-Italia har igen foretaget rejser til vores alle sammens yndlingsdestination Italien for at højne kendskabet til produkter og destinationer.
Denne gang gik turen for Rikke og Mette til Siciliens nordkyst, hvor størstedelen af vore ferieboliger og samarbejdspartnere i og omkring byerne San Vito Lo Capo, Scopello, Castellammare del Golfo, Isola delle Femmine, Mondello, Palermo, Cefalù, Collina dei Nebrodi og San Marco d’Alunzio blev besøgt.

”Foråret havde allerede slået sig godt ned på øen midt i april, hvor rejsen fandt sted, og der var kun solrige dage at tage af under vores ophold, krydret med lidt scirocco-vind et par af dagene”, fortæller rejsekonsulent Mette. Hun beretter begejstret videre om de lækre villaer, som området ved Scopello byder på og er positivt overrasket over den rigtig gode standard på ferieboligerne, som hun og Rikke besøgte.

”Vi blev meget charmeret af byen Cefalù, der tilsyneladende har alt, hvad man måtte ønske i sin nærhed under et ferieophold; strand, restauranter, indkøbs- og shoppingmuligheder, skøn natur og kultur. Desuden var vi kede af ikke at have tid til en strandtur i San Vito lo Capo, hvor den meget lange sandstrand med smukke palmer ellers råbte på os – eller tid til en spadseretur i naturparken Lo Zingaro. Siciliens tidligere forår gør, at feriesæson med fordel kan skydes i gang tidligere dernede og ligeledes kan strækkes helt til oktober, grundet det varme klima”. Mette tilføjer: ”Det er bestemt tilrådeligt at besøge øen i disse ydersæsoner som forår og efteråret jo er, hvis man ønsker at opleve Sicilien fra sin mere autentiske side uden at skulle dele sine oplevelser simultant med mange andre turister”.

På spørgsmålet om, hvad turens favorit var, svarer Mette: ”Min ultimative favorit må være La Collina dei Nebrodi - it’s one of its kind”. Her hersker fred og ro, og selvforkælelse og store naturoplevelser er i højsædet. Også den nærliggende by San Marco d’Alunzio har noget helt specielt over sig... Byen emmer simpelthen af landsby og sydlandsk stemning i et så overvældende roligt tempo, at stress bliver et ukendt begreb. Vi følte os som de første og eneste besøgende - på nær et venligt ældre hollandsk ægtepar, vi mødte”.