In-Italias nyhedsbrev

Månedens bolig: Rose Garden Palace, Rom

Rose Garden Palace i Rom er indbegrebet af klassicisme og modernitet. Hotellet har længe befundet sig på fleres favoritliste over de bedste hoteller i Italien.
Beliggenheden er nok det element, de fleste fokuserer på, når de skal vælge et hotel i en storby. Man ønsker sig altid at bo lige dér, hvor det hele sker, og hvor man hurtigt kan trække sig tilbage til sit værelse – efter mange timers slentren i de gamle brolagte gader – og slappe lidt af. Rose Garden Palace ligger dejligt tæt på alt og alligevel afsides nok til, at man undgår de værste turisthorder foran døren. Hotellet befinder sig nemlig i Via Boncompagni, som ligger et stenkast fra den engang mondæne – men stadig flotte – Via Veneto. Efter 15 minutters gang kommer du til den Spanske Trappe eller til Trevi-fontænen … yderligere 5 minutter til fods bringer dig til Piazza Navona eller Campo dei Fiori.

Hotellet er et prægtigt palæ fra 1800-tallet. En klassisk skikkelse i Roms gader og især omkring Via Veneto. Indretningen er dog langt fra den pompøse møblering fra den neoklassiske tid; arkitekterne har renoveret stedet med nænsom hånd i dyb respekt for de originale træk med rummelige værelser, flotte buegange og højt til loftet. Indretningen er dog inspireret af en minimalistisk stil, der primært er udbredt i de norditalienske byer og knap så meget i hovedstaden. Men her har de nærmest nyfortolket minimalismen og skabt deres egne strømninger: Her er der nemlig ingen kolde eller iøjnefaldende farver og ej heller futuristiske træk. De minimalistiske linjer – der så ofte står i kontrast med bygningernes former og normer – virker her utrolig harmoniske og gør selve bygningen endnu mere klassisk, sober og elegant. Hotellet er klassificeret som 4-stjernet, og faciliteterne er talrige: hall med reception, piano bar, snack bar, flot have med rosenbuske, sauna med tilhørende fitnesscenter og mulighed for massage. Værelserne er store og lige så flot indrettede og udstyrede med alt, hvad man kan forvente sig.

Betjeningen på hotellet er professionel og venlig … og serviceminded – et desværre ofte ukendt begreb i Rom. Morgenmaden er veltilberedt og præsentabel, og om aftenen kan du i nærheden finde flere gode restauranter i området ved Via Veneto.

Alle disse positive sider har dog en pris. Sammenlignet med mere ordinære og simple hoteller så vil de fleste tro, at priserne her er tårnhøje. Men sammenligner du med den kvalitet, du får, så er prisen særdeles rimelig: et dobbeltværelse – og det her er primært hotellet for par, som søger stemning og romantik – koster fra 1.975,- til 2.225,- danske kroner.

Et hotel, der skal opleves!

Læs mere om Rose Garden Palace, Rom