Kundeservice

Praktiske oplysninger

Feriecenter

 

Italienske feriecentre ligger ofte ved kysten, men du kan også finde dem på landet. De er velegnede til dem, der ønsker at holde ferie et sted, hvor der sker noget, ikke mindst for børnene. Der er som regel reception, minimarked, restaurant, pool, børnepool og diverse aktiviteter, sport samt underholdning. På feriecentre bor du i egen ferielejlighed med køkkenfaciliteter.

Ankomst og afrejse

Det vil som en hovedregel ikke være muligt at checke ind før den ankomsttid, der er angivet på opholdsbeviset, da tidspunktet er fastsat ud fra, hvornår ferielejligheden forventes klargjort. Skulle du mod forventning ankomme før tidspunktet for check-in, så er det mange steder muligt at få opbevaret din bagage og som regel også få adgang til fællesfaciliteter (som fx pool), indtil ferielejligheden er klar.

Har du ikke mulighed for at overholde det angivne tidspunkt for check-in, så kontakt stedet direkte på det telefonnummer, der fremgår af dine rejsedokumenter. Finder du først ud af, at du bliver forsinket, når du er undervejs, bedes du ligeledes ringe direkte til feriestedet. Hvis du ikke dukker op inden for tidspunktet for check-in eller ikke allerede har meddelt sen ankomst til stedet, har de i princippet ret til at sælge lejligheden til anden side.

Visse steder accepterer sen ankomst, og så skal ovenstående procedure følges. Det kan ikke garanteres, at ankomst efter tidspunktet for check-in kan lade sig gøre, og du bør derfor beregne god tid til at nå frem til dit feriested, og tage forbehold for, at der ofte er lange bilkøer gennem Europa i sommersæsonen, hvis du kører selv.

Når du forlader din feriebolig, bør det ske inden det seneste tidspunkt, som er angivet på dit opholdsbevis. Skulle du have behov for sen check-ud, så er det mange steder muligt at få opbevaret din bagage og som regel også at få adgang til fællesfaciliteter (som fx pool) efter check-ud.

Indretning og inventar

I en lejlighed på et italiensk feriecenter kan du forvente at finde det mest basale udstyr i køkkenet som fx service til det antal personer, som bor i lejligheden; "potter og pander"; og generelt køkkengrej. Der er ikke nødvendigvis rigtige vinglas i lejlighederne. I Italien anvender man typisk et hverdagsglas/vandglas til vinen og ikke deciderede vinglas. Der findes ofte ikke basisvarer (som salt, peber, olie, sukker, toiletpapir, rengøringsmidler og lignende) og særlige køkkenredskaber (fx æggedeler, professionelle knive) – så disse ting bør du medbringe eller købe på rejsemålet, hvis det er vigtigt for dig. Der er ofte heller ikke opvaskemiddel eller opvaskebørste i lejlighederne, men køkkensvampe. Det samme gælder viskestykker og klude. Køkkenet består normalt af to eller fire kogeplader og køleskab.

Du bør ikke forvente, at der er ovn, elkedel, dansk kaffemaskine eller lignende udstyr. Lejlighederne er normalt udstyret med en traditionel italiensk mokkabrygger, som fungerer efter et andet princip. Tager du din kaffemaskine med, bør du også huske kaffefiltre og kaffe, da kaffen er ristet anderledes i Italien. Der findes normalt ikke støvsuger i ferieboligerne. Man bruger i stedet kost og klude til at rengøre gulvene.

Hvis der ved ankomst til boligen ikke er det rette antal bestik, glas, stole m.m., bedes du med det samme henvende dig dér, hvor du har fået nøglerne udleveret, så udlejeren kan udbedre manglen.

Sengetøj og håndklæder

Se under punktet ”Rabatter, tillæg og gebyrer” det pågældende feriested på www.in-italia.dk, om sengetøj og håndklæder er inkluderet i prisen, om det kan/skal bestilles eller om du selv skal medbringe. Hvis sengetøj og håndklæder skal forudbestilles, bør du bestille det samtidig med dit ophold. Hvis du bestiller ophold længere end en uge, vil der som regel være et (obligatorisk) skift af linned om lørdagen eller midtvejs i dit ophold.

Senge

Der er altid hovedpuder og tæpper i ferielejligheden og ikke egentlige dyner, som vi kender det her oppe nord på. Sengenes kvalitet og hårdhed varierer – og hvordan man sover bedst, er desuden meget individuelt. Sovesofaer og ekstra senge kan ofte være af en lavere standard end rigtige senge (og de er bedst til børn).

Lokale forhold

Klassiske italienske feriecentre tilbyder ofte en masse aktiviteter og underholdning til alle aldersgrupper – og tit på italiensk og/eller engelsk. Det kan fx være musik i de sene aftentimer, bamseklub for de små eller vandaerobic i poolen. Nogle steder vil poolen være lukket i nogle timer midt på dagen, hvor der holdes siesta. Under siestaen bør man respektere de gæster, der ønsker fred og ro.

Gebyrer og tillæg

Under den enkelte feriebolig på www.in-italia.dk under punktet ”Rabatter, tillæg og gebyrer” kan du se priserne på frivillige tilvalg og eventuelle obligatoriske gebyrer, som betales nede på stedet. For eksempel sengetøj & håndklæder, slutrengøring, turistskat, morgenmad m.m.

All inclusive

Nogle hoteller og feriecentre tilbyder formlen ’all inclusive’, som betyder, at al mad og de drikkevarer som er inkluderet i den pågældende "all inclusive"-pakke – og ofte også is og sodavand – er inkluderet i prisen. For yderligere information se beskrivelsen under det pågældende feriested på www.in-italia.dk.

 

>> Vend retur til oversigten med boligformer.