Kundeservice

Om In-Italia

Medarbejdere

In-Italia

Vi arbejder hos In-Italia ud fra en filosofi om, at alle fortjener at opleve det autentiske Italien - et Italien som vi alle her på bureauet holder så umådeligt meget af. Som kunde hos In-Italia får du helhjertet vejledning af højtuddannede rejsekonsulenter med mange års erfaring med italiensk kultur, landets seværdigheder og oplevelsesmulighederne. Her ser du en kort beskrivelse af de rejsekonsulenter, som sidder klar til at besvare din henvendelse om ferie i Italien.


Marcus Stoltz

Marcus har gennem en årrække hos In-Italia efterhånden besøgt hele Italien og mødt de fleste af vores samarbejdspartnere og hotelværter. Han hjælper gerne med at gøre din drømmeferie til virkelighed. Uanset om du rejser med hele familien eller som et par, er Marcus klar til at yde ekstra rådgivning for at hjælpe dig godt på vej. Interesserer du dig for mad og vin, så er Marcus også den rette at tale med. Marcus arbejder derudover også med presse og markedsføring.

Katja Valentina Kramp

Katja læser russisk på Københavns Universitet med speciale i interkulturel erhvervskommunikation og marketing. Hun har rejst i 30+ lande, især Asien, hvor hun forelskede sig så meget i Bali, at hun endte med at bo der i et halvt år. Hun er også meget berejst i Italien, da hendes mor har boet i Milano i 12 år, og derfor betragter hun det som sit ’italienske hjem’. Katja kender de norditalienske byer som sin egen bukselomme, og hun er en af gæsternes yndlinge, da hun altid sætter gæstens ønsker højest, og gør hvad hun kan, for at de får verdens bedste ferie.

Johan S. Teide

Er der noget, som ligger Johans hjerte nært, så er det god italiensk mad og vin. Det er uvist, hvor meget han drømmer om Italien, når han sover, men i vågen tilstand er der i hvert fald ingen af hans kollegaer, der er i tvivl om, at han ved, hvad han taler om. For han har i 20 år arbejdet med italienske vine og delikatesser, og drivkraften har alle dage været det gode håndværk. Selvom Johan ikke har en årelang baggrund inden for rejsebranchen, så vil vi alligevel kalde ham en erfaren herre inden for sit nye felt. Han befinder sig nemlig som en fisk i vandet, da han kan kombinere sin passion for vin med rejseaktivitet til Italien. Johan har tidligere boet og rejst rundt i Mexico (og taler spansk), og ellers er det Italien, der giver ham det største kick, når der skal planlægges ferie på hjemmefronten (hvorfor han også er flydende i italiensk).

Cecilie Sommerfeldt Kaspersen

Cecilie læser International Business på Syddansk Universitet. Hun er født ind i rejsebranchen og elsker at rejse. Cecilie har rejst meget siden hun var helt lille og er specielt hjemmevant på destinationer som Portugal, Frankrig, Caribien og i høj grad Italien. Her har hun besøgt steder som Toscana, Lazio og Amalfikysten samt de små øer Elba og Giglio - hun har også boet og arbejdet på Sicilien i 5 måneder. Derudover er hun en haj på ski samt uddannet skiinstruktør, og har boet en skisæson i Østrig. Cecilie er et meget socialt menneske og elsker den personlige kontakt, hvilket du ikke er i tvivl om når du har hende i røret.

Øvrige

In-Italia udgøres desuden af nogle virksomme personer, der hele tiden sørger for, at det tekniske set-up fungerer og at hjemmesiden er brugervenlig.

Marie Burheim

Marie er en erfaren produktchef med mange år i rejsebranchen. Tidligere har Marie været i det svenske rejsebureau Sembo i Helsingborg, hvor hun arbejdede i hele 17 år. Marie har en stor passion for alle de sydeuropæiske lande, men især Italien står hendes hjerte nær, måske fordi hun i sin ungdom har boet i Rom i nogle år, og siden da har rejst Italien tyndt for at udvælge hoteller og ferieboliger. Der er ikke mange steder i Italien hun ikke har oplevet, men et par steder står stadig på hendes to-do-list. Marie har også en stor passion for Frankrig, så når hun skal arrangere sin egen sommerferie, er det altid et svært valg mellem enten Italien eller Frankrig.

Peter Lolle

Peter var med til at starte In-Italia tilbage i 1999. I dag er han ansvarlig for vores IT og økonomi. Han har elsket Italien siden barnsben, hvor han tog på teltture til Gardasøen med familien. Sidenhen har han efterhånden besøgt de fleste regioner i Italien, både i bil, på motorcykel og med tog.

Filippo Filippeschi

Italiener, bosat i Danmark fra 1990 til 2002 og grundlægger af In-Italia sammen med Peter. Filippo er født og opvokset i Toscana og har arbejdet i turistbranchen i både Italien og Danmark. I dag leder han vores søsterselskab på Sicilien, hvor han har boet siden 2002. Filippo har rejst Italien rundt på kryds og tværs – og tager sig primært af kunder, der gerne vil til det charmerende Syditalien, som han er så forelsket i.

Michael Nielsen

Michael er systemansvarlig for den daglige drift af vores IT-systemer og hjemmesiden. Hvis der opstår problemer med hjemmesiden, er Michael problemløseren. Han kender ikke så meget til det italienske sprog, men til gengæld er han flydende i koder til hjemmesiden.

Puk Magnussen

Puk er vores grafiker og laver blandt andet vores annoncer og sørger for at der er flotte billeder og grafik på hjemmesiden, de sociale medier og i nyhedsbrevene. Puk elsker at rejse, og har været i stort set hele Europa. Selvom det er blevet til et par rejser til Thailand, har Mexico og Centralamerika trukket mest, og hun har boet og læst i Costa Rica. Italien er et af Puks favorit rejselande, og de sidste otte år har hun været af sted mindst én gang om året, og bla. besøgt Toscana, Umbrien, Amalifkysten og søerne i det nordlige Italien.

Mikkel Krohne-Sørensen

Mikkel er uddannet cand.ling.merc og bachelor i tysk og kommunikation fra Handelshøjskolen i Aarhus og arbejder med marketing. Han kommer oprindelig fra Skive, men har tysk blod i årene og taler sproget flydende (udover dansk). Desuden har han tilbragt flere sæsoner i de østrigske alper og der skal generelt ikke meget til at lokke Mikkel udenlands – han elsker at opdage nye steder og ikke mindst håndplukke hoteller til In-Italia. Mikkel har besøgt mange af vores rejsemål blandt andet Toscana, Umbrien, Marche, Emilia Romagna Sicilien, Sardinien, Gardasøen, Comosøen, Iseosøen, Piemonte m.fl.

Iben T. Winther

Iben er uddannet cand.scient.soc og arbejdede som kultursociolog i et halvt års tid efter universitetet, inden hun blev fanget af rejsebranchen i 2003. Arbejdet blev hurtigt en passion, og hun har ikke har set sig tilbage siden. Iben har været vidt omkring i forskellige funktioner i branchen og er særligt optaget af produktudvikling, kvalitetssikring og personaleledelse. Hos In-Italia har Iben ansvaret for den overordnede strategi og for at sikre, at vi alle trækker i samme retning. Vil du vide lidt mere om Iben? Hun kommer oprindeligt fra Faxe på Sydsjælland men har også boet i både Mozambique, Portugal og Canada og har nu slået sig ned i Valby. Iben elsker at rejse og har besøgt mange af vores rejsemål i Italien.

Gabriella Dam

Gabriella kommer fra Tyskland, er uddannet i hotelmanagement og har arbejdet i rejsebranchen i Danmark i mange år, hvor hun blandt andet har været bookingchef i et andet rejsebureau med Sydeuropa som hovedansvarsområde. Gabriella kom til In-Italia i 2016, hvor hun primært tager sig af mange forskellige back-office opgaver. Hun holder rigtig meget af Italien, især hvad angår kulturen, sproget og maden og elsker at tage på ferie dertil. Hendes favoritområder i Italien er Toscana og Umbrien.

Susanne Törnqvist

Susanne er oprindeligt fra sverige, men har boet i Danmark i 24 år. Nu er hun dog atter bosat i Sverige. Susanne er uddannet indenfor Økonomi & HR/Løn og sidder som ansvarlig for disse områder. Susanne har arbejdet i rejsebranchen siden 1986, så det er blevet til mange rejser til alle verdenshjørner. Susanne holder meget af at rejse til små hyggelige steder, hvor man kan få del af den lokale stemning.