Vinmuseet

Dette vinmuseum ejes af familien Zeni , der i fem generationer har produceret klassiske vine fra Verona området. Museet ligger side om side med selve vingården i området omkring Bardolino ved Gardasøen.

Fra vinstok til flaske

Det blev opført i 1991 med det formål at afdække gamle vinkulturer og historier om de forskellige vine, der gennem tiden er blevet produceret verden over. Museet er opdelt tematisk i 6 afdelinger, hvor hver afdeling viser de forskellige etaper af den lange og komplekse produktions-proces. Dette er lige fra druehøsten til påfyldningen af vine på flasker. Et område går i dybden med selve dyrkningen af vinstokke og viser redskaber som plove, vandingssystemer etc.

Smagsprøver

Et andet område viser hvordan selve druen bliver til vin og rummer også forskellige typer af druepressere. Efter besøget på museet kan man passende lægge vejen forbi stedets ”vinoteca”, hvor man kan smage på de dejlige vine, som bliver produceret på gården. Med hjælp fra nogle af de ansatte bliver man guidet gennem et udvalg af røde, hvide og rosé vine.

Åbningstider

Museet er åbent fra midt marts til slut oktober fra kl. 08.30 til kl. 12.30 og fra kl. 14.30 til kl. 18.30 på hverdage og i weekenderne. Om vinteren har museet kortere åbningstider og er lukket om søndagen. Museet har gratis adgang.

Læs mere på http://www.museodelvino.it