La Città della Domenica

Ca. 2 kilometer uden for centrum af Umbriens hovedby Perugia ligger La Città della Domenica, som er en blanding mellem en forlystelsespark og en dyrepark.

Søndags-byen

Det var den lokale forretningsmand Mario Spagnoli, som i 1955 købte de 100 hektar ufrugtbar jord på Monte Pulito. Hans idé var at lave et sted, hvor de lokale familier kunne tage hen og nyde deres søndag eftermiddag – deraf parkens navn La Città della Domenica, som betyder søndags-byen. Da parken åbnede i 1963, var den en af de første forlystelsesparker i Italien.

Eventyr og dyr

Det har fra starten været ideen med Parken, at den skulle sammenblande eventyr med dyr. Dette betyder, at mange af attraktionerne har navne efter berømte eventyrfigurer såsom Tornerose, Pinocchio, Rødhætte og Snehvide. Det er desuden muligt at opleve et fort fra Det Vilde Vesten og indianertipier. Blandt de mange forlystelser findes så dyrene, nogle af disse går frit rundt omkring såsom dådyr og vildfår, andre bor i indhegninger såsom specielle racer af æsler, geder, grise, som er truet af udryddelse. I 90’erne kom der desuden et terrarium til, hvor man blandt andet kan se krokodiller og alligatorer.

Undervisning

Mariella Spagnoli som har overtaget ledelsen af parken efter sin far, går meget op i af parken skal være med til at uddanne børn, så der findes også undervisningssteder i parken for børn i alle aldre. Alle disse muligheder gør parken til et ideelt udflugtsmål til både børn og barnlige sjæle.