Villa Treppié ligger ganske højt i landskabet, det betyder, at man har god udsigt over sådan ca. 2/3 af horisonten fra haven og bassinet. Den sidste tredjedel (skråt til venstre) skal man ignorere, for det er et kedeligt fladt område med masser af industri. Heldigvis ligger det langt væk fra villaen, så der er hverken larm eller lugt. Faktisk nyder villaen en priviligeret beliggenhed, forstået på den måde, at man er tæt på "alt" det mest spændende i Toscana, samtidig med at man er helt afsondret fra støjen og trafikken (kun en mindre grusvej fører op til villaen).
Haven foran villaen er dejlig skyggefuld med store pinietræer, og rækker det ikke, så er der den store søjlegang foran villaen. Selve villaen er opført i 1970'erne, så den har måske ikke den mest ophidsende arkitektur, men stuen/spisesalen fantastisk til en stor gruppe, og det er rigtig sjovt at kravle op i tårnet (lad atter være med at se til venstre, kig mod højre eller ligeud, hvor landskabet er bakket, og der findes smukke gamle villaer og slotte). Køkkenet er rigtig godt: For en gangs skyld føler man, at det er lavet til nogen, som vil lave mad til en stor gruppe! Værelserne er meget italienske i deres indretning, med smukke antikke møbler ved siden af grimme nyanskaffelser.
Læs mere om Villa Treppié
Og så kan vi lige tilføje, at familien, der ejer villaen, også har en velrennomeret vingård i nærheden, så I har gode muligheder for dejlig vin.