Der er sagt og skrevet meget ufordelagtigt om Poggibonsi, og det kan da heller ikke skjules, at vi ikke står over for en af Toscanas mest ophidsende spændende byer. Poggibonsi har ganske vist en historie, der går tilbage til Middelalderen, ja endog til romersk tid, men langt størstedelen af byen er kommet til i 60'erne og 70'erne med forventelige virkninger for det arkitektoniske billede.
Men Poggibonsi har alligevel sine attraktioner og fordele. Således er gågaden i centrum hyggelig og befriende turistfattig, selv på en dag midt i højsæsonen, og tempelridderkomplekset La Magione er bestemt et besøg værd. Poggibonsi har også et bredt udvalg af restauranter, caféer og indkøbsmuligheder (ikke mindst det store COOP-supermarked), og byen er desuden et knudepunkt for den kollektive trafik i det centrale Toscana. Skal man en tur til San Gimignano, går bussen her fra byen, og fra togstationen kan man hurtigt komme til både Siena og Firenze, skønt det ofte vil være mere praktisk at tage bussen til disse byer, da det er hurtigere og mere direkte.
Læs mere om Poggibonsi