Ni kirker i Pisa - og en til

Når man slentrer rundt i Pisa, slår det én, at der her i byen er langt flere kirker fra den romanske tid (ca. 1000-1300) end i både Firenze og Siena. Vi ser her et tydeligt vidnesbyrd om Pisas storhed i netop denne periode. Mange kirker bliver opført i disse år, og mange andre bliver fornyet og ombygget. Den romanske stil med de runde buer og hvælvinger, de små højtsiddende vinduer og de harmoniske træk får her en særlig pisansk udformning (der også efterlignes i store dele af resten af Toscana og på Sardinien og Korsika), som bl.a. kendetegnes af spillet mellem hvid og sort/grå sten i tværgående striber og mange små arkader højt på facaden.


De fleste af disse kirker har siden undergået mange forandringer og ombygninger. For sommes vedkommende er det originale næsten forsvundet, for andres er det tydeligt tilstede, men blandet med andre stile, og for atter andres har restaureringer i attenhundrede- og nittenhundredetallet søgt at give dem det oprindelige udseende tilbage.

Vi har her valgt "kun" at omtale ni af byens mange seværdige kirker. Desværre er rigtig mange af dem ofte lukkede for offentligheden, men det er på den anden side nok prisen, man må betale for, at Pisa ikke er overrendt af turister.

San Zeno

En kirke, der ligger uden for byens egentlige centrum, i den gamle romerske by. Kirken blev opført af benediktinerne i 900-tallet, sandsynligvis oven på et hedensk tempel. San Zeno er blevet udbygget adskillige gange gennem århundrederne, men facaden står stadig som da den blev grundlagt, i rå tufsten. Kirken er mest spændende udefra, hvor man kan se de mange lag af opførsel, men skulle man være så heldig at komme ind i den, kan man bemærke et fint genbrug af romerske kapitæler på nogle af søjlerne.

San Francesco

Grundlagt i 1211 og udbygget i 1265-70. Den simple facade er fra 1603. Udvendigt er kirken ret intetsigende, men kommer man først indenfor, så er den imponerende i sin størrelse. Kirken rig på fresker, især fra 1300-tallet, bl.a. Taddeo Gaddi, Niccolò di Pietro Gerini og ikke mindst Taddeo di Bartolo, der også malede Dommedag i stiftkirken i San Gimignano og meget andet. Det skorter heller ikke på træskærerarbejder og marmorskulpturer fra mange perioder.
For Dante-kenderne byder kirken på en særlig attraktion, nemlig grev Ugolinos og hans sønners grav, der befinder sig i højre sidearms første kapel. Her i gulvet finder vi en plade med indskriften: TVMBA COMITIS VGOLINI.

San Niccola

Sankt Nikolaus' kirke hører til dem, hvis kerne er opført tidligt og som siden er blevet ombygget og udbygget et utal af gange. Vi hører første gang om kirken i 1097, men ved, at den blev grundigt forandret mellem 13. og 14. årh., derpå drastisk ombygget i mod slutningen af 16. årh. og yderligere "forskønnet" i 18.-19. årh.! Der kan næsten gå sport i at identificere de forskellige faser i kirkens nuværende form, men man ser hurtigt, at den nederste del af facaden tilhører første ombæring. Den særprægede (og lettere skæve) kampanile er fra midten af 1200-tallet og tilskrives Nicola Pisano, der bl.a. også er manden bag prædikestolen i dåbskapellet på Piazza dei Miracoli. Læg mærke til hvordan tårnets form skifter fra rund til ottekantet.

San Michele in Borgo

Denne smukke kirke, som ligger midt på byens strøg, Borgo Stretto, blev grundlagt omkring år 1000 af benediktinerne, men kirkens nuværende udseende skyldes senere forandringer. Facaden, som er blevet til i tiden omkring år 1300, udgør et skoleeksempel på overgangen fra romansk til gotisk stil: den nederste del præges af romanske rundbuer, den øverste af de små arkaders gotiske spidsbuer.
Kirken blev slemt beskadiget under 2. Verdenskrig, og skønt den nu er smukt restaureret, så gik så at sige alle dens fresker tabt. En sidegevinst ved restaureringen er dog den graffiti, man ser på facaden. Det drejer sig om valgpropaganda fra et rektorvalg ved universitetet i 15.-16. årh. Dengang valgte studenterne selv rektor, og denne kirke var netop reserveret universitetet.

San Sisto

Det er interessant at bemærke, at skønt denne kirke menes grundlagt 1087, altså få år efter domkirken, så er der ingen arkitektonisk forbindelse mellem dem. San Sisto er simpel, såvel i form som i bygningsmaterialer. Som så mange andre kirker, har også denne været udsat for barokke "forskønnelser", men i sidste århundrede sørgede den utrættelige sognepræst for at kirkens indre i meget stort omfang blev ført tilbage til det oprindelige udseende. Kirken fremstår nu indvendigt ganske nøgen, dækket af en traditionel romansk tagkonstruktion.

Bemærk i øvrigt hvordan facaden og den venstre side af kirken smykkes af glaserede keramikskåle. Teknikken med at glasere keramik havde pisanerne lært af araberne, og brugen af disse skåle som dekoration er typisk for de pisanske kirker fra Middelalderen. Det drejer sig her, som overalt ellers, om kopier; originalerne befinder sig i Museo di San Marco.

San Paolo a Ripa d'Arno

Der blev grundlagt en kirke på dette sted allerede i 805, men den nuværende blev påbegyndt kort efter år 1000. Arbejdet tog sin tid, først i 1149 blev kirken genindviet af pave Eugenius III, og man skulle vente til midten af 1200-tallet, før alle de udvendige dekorationer var færdige. Kirken betragtes af mange som et forbillede for domkirken, hvilket man godt kan forstå, hvis man betragter den venstre side med transeptet. Kirkerummet fremtræder i tre skibe adskilt af granitsøjler fra Elba, kronede af smukke romanske kapitæler. Kirken indeholder desuden et romersk sarkofag, der siden blev genbrugt til en pisansk jurist i slutningen af 1100-tallet, et maleri af Madonna med Barnet og Helgener fra 1300-tallet og meget mere.
Det lille kapel, Capella di S. Agata, som befinder sig bag ved apsis, har en speciel historie. Sankt Agate er en siciliansk helgeninde, og legenden siger, at kapellet til hendes ære blev opført i 1063, i anledning af at Pisa havde vundet en stor sejr over araberne ved Palermo. Bygningen har en ottekantet grundplan og et ottekantet tag, og minder således meget om San Sepolcro (se ovenfor), at det leder tanken hen på en fælles arkitekt. Kapellet har en række spor efter fresker, sandsynligvis fra 1100-tallet.

Santa Maria della Spina

Kirken var oprindeligt kun et lille kapel med navnet Santa Maria del Ponte Nuovo, der skulle beskytte den bro et konsortium af familier havde bygget over floden. Familierne havde naturligvis ikke bygget broen for deres naboers blå øjnes skyld: det var en privat bro, og skulle der betales bropenge. Denne forretning varede imidlertid ikke så mange år før broen blev revet bort af den hidsige strøm.

I årene 1325-1376 ombyggedes og udbygges kirken i bund og grund, og i 1343 skiftede den navn, da den fik et prægtigt relikvie: en torn (spina) fra Jesu krone. Kirkens udprægede gotiske udsmykning springer i øjnene, og man kan bruge lang tid på at studere detaljerne. Indtil 1871 befandt kirken sig langt tættere på Arno, men af frygt for sammenstyrtning som følge af oversvømmelser blev den demonteret sten for sten og genopbygget på det nuværende sted.

Santa Caterina d'Alessandria

Her har dominikanerne holdt til siden midten af 13. årh., hvor kirken blev grundlagt. Facaden, som blev færdig engang i første fjerdedel af 14. årh., er præget af spillet mellem hvidt og gråt/sort, der er så typisk for den pisansk-romanske arkitektur. Man fornemmer her, hvor lang tid opførslen har taget: den nederste del af facaden er romansk, den øveste gotisk!
Som næsten altid i dominikanernes (og franciskanernes) klosterkirker er der kun ét stort skib i kirken, således at den lettere kunne huse de store flokke, som disse ordeners prædikanter samlede. Blandt kirkens mange kunstskatte skal nævnes marmorsarkofagen over ærkebisp Simone Saltarelli († 1342) af Nino Pisano, en prægtig Bebudelse i marmor af samme kunstner og den lærestol, fra hvilken Sankt Thomas Aquinas siges at have holdt sine pisanske forelæsninger.
Bemærk også det elegante klokketårn i mursten med de indsatte glaserede keramikskåle. Denne kampanile er fra midten af 13. årh., og to af dens tre klokker stammer helt tilbage fra 14. årh.

San Sepolcro

Denne besynderlige kirke nævnes for første gang i et dokument fra 1138. Der er tale om en efterligning af den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem, altså en bygning med oktagonal plan og altret placeret i centrum. Nord- og sydindgangene har smukke dyremotiver fra 12. årh. Inde i kirken finder vi bl.a. en smuk tavle, der forestiller Madonna med Barnet af florentineren Benozzo Gozzoli fra engang i 1460'erne. Læg også mærke til de mange gravmæler i kirkens gulv, blandt dem finder vi Maria Mancini Colonna, kardinal Mazarins niece og Solkongens elskerinde, der udåndede i Pisa i 1715.

Kampanilen er en massiv, robust sag i sten og mursten. For én gangs skyld kan der ikke være tvivl om arkitektens identitet, for som der står hugget i marmor for foden af kampanilen:
HVIUS OPERIS FABRICATOR DEVS TE SALVET NOMINATVS
"Dette arbejdes skaber hed Diotesalvi", manden der også byggede dåbskapellet på Piazza dei Miracoli.

San Piero a Grado

Hvis man er kørt i bil til byen, er det værd at forlade byen ved at køre forbi San Piero a Grado, hvor den homonyme kirke (Basilica di San Piero a Grado) ligger. Den katolske tradition påstår at Sankt Peter lossede her, da han sejlede fra det Ægæiske Hav til Italien. Basilikaen blev bygget i det 11. århundrede på resterne af et hedensk tempel. Skøn eksempel på den romanske arkitektur i Pisa, er basilikaen bygget i tuf og marmor. Den er karakteriseret af en dobbelt orden af apsis, af hvilke tre ligger mod øst og en mod vest, imens portalen åbner sig på den nordlige væg.