Det bedste ord til at beskrive Appartamento Paris er farverig, da man mødes af et væld af farver, når man træder ind i denne toværelseslejlighed. Der er dog tænkt godt over de mange farver, hvilket gør, at disse er med til at skabe en lys og hyggelig lejlighed.
Lejligheden ligger i en af Luccas centrale gader midt i det historiske centrum. Lejlighedens navn skyldes, at billederne i stuen enten er fra Paris eller er med et fransk islæt, så her får man sit eget mini Frankrig midt i et hyggeligt italiensk bycentrum.
Læs mere om Casa Paris
Toværelseslejligheden Paris med 2/4 sovepladser (1. sal):
- Lejligheden er på ca. 45 m². Den består af en lille entre, som fører ind i en stue med to enkeltsovesofastole. Køkkenet ligger separat, men er forbundet med stuen af en åben bue. I køkkenet findes to gasblus, kombineret elektrisk ovn og mikrobølgeovn, samt køleskab med fryser. Soveværelset er med dobbeltseng, og herfra er der direkte adgang til badeværelset. Der er intet rigtigt vindue i soveværelset, men et afskærmet vindue ind mod stuen giver lidt lys.