Vi befinder os i bakkerne over den lille by San Leonardo in Treponzio, ti kilometer fra Lucca, og når villaen kaldes "Agli Olivi", så er det ikke et tilfælde.
Den ligger nemlig på en bakkeskråning omgivet af massevis af oliventræer. Udsigten herfra er lige til et postkort: olivenlunde, bakker, kirker, smukke bygninger.... det er en idyl. Her er ophøjet ro og fred, og dog er der kun 1100 meter ned til landsbyen, hvor du virkelig finder alt, hvad du har behov for: bar, restaurant, pizzeria, supermarked, ja endog en blomsterhandler og en veterinær, hvis det skulle være.
Læs mere om Agli Olivi
Hovedbygningen er rigtig rustik set udefra, og inden døre fremstår alt i orginal stand (som ejendomsmæglerne siger) fra engang i 1960'erne. Møblerne er med andre ord gamle, og køkkenet er ganske spartansk (her er dog fire blus og en lille ovn). Til gengæld er annekset flot og lige nyopført. Men hvis du vælger at bo her, så skal det ikke være for "de indre værdier", men for den dejlige store panoramiske terrasse og det ditto svømmebassin, for freden og for de særdeles smukke omgivelser. Alt dette er nemlig rigelig pengene værd i sig selv. Svømmebassinet er for resten 10 x 4 meter stort (med en dybde fra 80 til 240 cm) og omgivet af en tredje terrasse (der er én foran huset og en anden på første etage).
Villa med 6/8 sovepladser
- Hovedbygningen og annekset er tilsammen 120 m². Hovedbygningen ligger i to plan med spisekøkken og badeværelse med bruser og toilet i stueetagen og på første etage to soveværelser med smal dobbeltseng (130-140 cm), et badeværelse med bruser og toilet samt en terrasse. Her findes også en vaskemaskine. Annekset består af en stue med køkkenhjørne og sovesofa til to personer, et soveværelse med to enkeltsenge og et badeværelse med bruser og toilet.