En storslået villa fra før verden gik af lave! Villaen stammer med andre ord fra begyndelsen af nittenhundredetallet og er en del af et større gods, der producerer olivenolie. Her i bakkerne uden for den hyggelige gamle by Loro Ciuffenna kan man nyde den storslåede natur og glæde sig over, at så forholdsvis få turister kommer til denne østlige del af Toscana.
Villaen ligger højt i landskabet (450 m.o.h.), hvorfor der selv om sommeren er relativt svalt, og hvis man skal ind til Loro Ciuffenna, kan man med fordel spadsere ad en lille vandresti (ca. 25 minutter) eller tage landevejen de ca. tre kilometer (de første 700 meter er grusvej).
Rundt om villaen ligger en indhegnet have med havemøbler, bordtennisbord, legetøj til børnene og – med flot udsigt – en pool på 5 x 10 meter.
Læs mere om Villa Fabbriola
Villaens 160 m² er fordelt på to plan
- I stueetagen ligger den imponerende loggia, hvor man kan spise ude størstedelen af året, entré, stue med pejs, spisekøkken og badeværelse.
- På første sal finder vi tre soveværelser med dobbeltseng, et soveværelse med to enkeltsenge samt badeværelse.
Villaen er desuden udstyret med vaskemaskine, opvaskemaskine og satellitfjernsyn.