Fiesole er det perfekte opholdssted for dem, der gerne vil opleve Firenzes uudtømmelige muligheder inden for kultur, shopping og gastronomiske oplevelser, men som ikke bryder sig om at bo midt i en storby med alle de gener, det uvægerligt fører med sig.
I Fiesole bor du tyve minutters bustur fra Firenzes centrum; du bor samtidig i en hyggelig lille by med den mest imponerende udsigt over Firenze, med adskillige restauranter og caféer i nærheden og med ren uforurenet luft.
Læs mere om Hotel Villa Aurora
Hotel Aurora er ingen årsunge, tværtimod er dette det store gamle hæderkronede hotel, hvor alle de fornemme gæster engang gjorde holdt; indtil flere kronede hoveder (pudsigt nok mest dronninger) har boet her under deres besøg i Firenze.
Tiden går imidlertid ikke ubemærket hen for nogen af os, heller ikke for dette hotel, som med årene er gledet hen til at været blevet et mere ordinært hotel i den højere mellemklasse. Fordums pragt stråler dog stadig igennem, og ikke så få værelser og mange af de fælles områder har deres helt egen charme. Desuden pågår der stedse restaureringsarbejder her uden for sæsonen, så stille og roligt bliver hotellet flottere og flottere.
Værelserne har selvfølgelig eget badeværelse (med hårtørrer), aircondition, minibar og satellitfjernsyn, og så er der privat parkeringsplads til hotellet, noget du så godt som aldrig finder i selve Firenze. Her er for resten også restaurant på hotellet.
- Standardværelser: Disse værelser er endnu ikke blevet istandsat, så skønt de lever op til alle de formelle krav, så er de lidt mere slidte end de andre, og de har aldrig flot udsigt.
- Executiveværelser: Værelser der enten er blevet renoveret inden for de sidste år eller/og har en særlig flot udsigt.
- De Luxe værelser: Hotellets bedste værelser; de er yderst forskellige fra hverandre, men de hæver sig alle solidt over hotellets gennemsnit. Nogle har en prægtig udsigt til Firenze, andre en intim udsigt over Fiesoles torv, andre igen har flotte freskomalerier på vægge og lofter.