Hotel Bambolo har en lang og spændende historie bag sig. Det opstår som kro allerede i 1754, dengang hed det Casalone dell’Osteria del Piano di Castagneto, og bygningen har altså nu i over 260 år modtaget gæster.
I dag er det ikke længere så meget de handelsrejsende og kvægdriverne som en nyere form for vejfarende, der bor her, nemlig cyklistene. Hotel il Bambolo modtager hvert år tusindvis af cyklister på langtur, og dets beliggenhed er da også ideel, da man her både kan vælge at cykle langs kysten, og derved have de lange flade landeveje, eller lægge vejen ind i landet, hvorved man får alle de bakker og stigninger, benene kan klare. Hotellet byder også på gode muligheder for opbevaring af cyklerne, og om aftenen kan man nyde maden på restauranten over for. Den har for resten også de gode vine fra nærliggende Bolgheri på kortet, og som noget helt usædvanligt kan du her få de dyre dråber glasvis.
Læs mere om Hotel Bambolo
Hotellet råder over 41 værelser, der alle er udstyret med aircondition, satellitfjernsyn, eget badeværelse og minibar. Hvis du kommer på cykel og ikke har fundet dagen udfordrende nok, så er her også fittnesrum, men mon ikke de fleste vil foretrække svømmebassinet, hvis turen da ikke går de to kilometer til stranden ved Marina di Castagneto Carducci? Hotellets eneste svaghed er i grunden beliggenheden, for skønt det ligger godt både for standen, bakkerne og så meget andet, så ligger det også tæt på en ganske befærdet landevej. Sagt på en anden måde: Hvis du har børn med, skal du være sikker på, at de ikke løber for meget omkring.