Her har vi en vaskeægte bondegård, der har en lige så autentisk toscansk storfamilie som ejere. Hovedbygningen er en prægtig villa, hvis historie går tilbage til 1500-tallet, dengang alle rige florentinere absolut skulle have en herregård syd-øst for byen til årets varme måneder.
Den smukke gamle gård producerer vin på de marker, der ligger omkring den, men som ejerne selv så ærligt siger, så er deres stærkeste side kød og charcuteri. På gårdens jorder opdrættes nemlig både køer og hjorte, hvilket har været familiens primære beskæftigelse i generationer. Deres velsmagende produkter kan købes i slagteriet i Rufina, eller også kan man få familien til at bringe en dem. Familien kan også mod bestilling lave mad til gæsterne!
Læs mere om Vigna La Corte
En del af gården bor de selv på, men da den virkelig er stor, så har de også indrettet en del af den til lejligheder, hvor gæster kan bo på ugebasis. Alle lejlighederne har fået navn efter et af familiemedlemmerne, og de er som familien selv rustikke og typiske for området. Da der er tale om gamle bygninger, er ikke to lejligheder ens, og de gamle træk titter frem overalt: fritliggende bjælker i loftet her, hvælvede buer her, en gammel brødovn osv.
Lejlighederne er simpelt og solidt møblerede i en stil, der passer godt til gården og området. De har alle pejs, satellitfjernsyn og egen have eller terrasse. I den store have, der omgiver villaen finder vi et svømmebassin på 16 x 8 meter (åbent 1. maj til 30. september, hvis vejret tillader det).