Villa di Piazzano er en imponerende flot villa beliggende på skråningerne mellem Cortona og Trasimenersøen. Sjældent har vi set mere elegante værelser og stemningsfulde omgivelser!
Man kommer til villaen ad en gruset allé med høje cypresser på begge sider. Villaen blev bygget som adelsresidens af kardinalen Passerini, som herskede over Cortona og bidrog til dens arkitektoniske og kulturelle udvikling. Villaen blev fornemt restaureret i år 2000 af en diplomatfamilie, som her har indrettet sin retrætebolig.
Læs mere om Villa di Piazzano
Villaen er omgivet af en velpasset have på den ene side og en stor privat park på den anden. I haven bagved huset findes der også svømmebassin, hvor det er muligt at få en frisk dukkert.
Som man kan forvente af en sådan en gammel bygning, så er hvert værelse forskelligt fra det ved siden af. Antikke møbler og smagfuld indretning savnes dog ingen steder. Alle værelserne er udstyrede med aircondition, minibar, satellitfjernsyn, telefon og badeværelse med bruser eller med badekar og toilet.
Morgenmaden serveres enten i morgenmadssalen i stueetagen eller i haven under de store, århundrede gamle træer, som dog lader sollyset titte igennem løvhanget. På stedet er desuden reception og parkeringsplads.
Stedet anbefales til de par og familier, der leder efter en storslået oplevelse af det klassiske Toscana; Dét Toscana vi kender fra Renaissancens historie og litteratur. Udflugter og gode restauranter savnes ikke i nærheden - det er dog også muligt at spise på villaens egen restaurant - og om aftenen kan man trække sig tilbage til sin ophøjede bopæl.