Den kendte vingård Castello di Selvole producerer en lang række gode vine, ikke mindst deres Chianti Classico er dejlig. For én gangs skyld så er der her tale om en ægte vingård, der ikke blot har vinmarker, men som laver vinen fra start til slut på selve gården.
Men udover muligheden for at smage og købe god vin (samt olivenolie, grappa og vinsanto) ved kælderdøren, så er der også en anden god årsag til at tage de ca. 12 km øst for Siena. Vingården har nemlig også 21 lejligheder i solid rustik toscansk stil, beliggende i fem bygninger rundt om det 16 x 8 meter store svømmebassin ca. 200 meter fra hovedbygningen.
Læs mere om Castello di Selvole
Lejlighederne er simpelt og rustikt indrettede uden leflen for krav om komfort i form af aircondition, opvaskemaskine, satellitfjernsyn, opvarmningsmuligheder eller andet moderne stads. Dette er et sted, hvor det simple liv på landet kommer i første række! Her er dog både svømmebassin, vaskemaskine, bordtennisbord, grill og tennisbane (ketsjere skal man tage med hjemmefra), så helt primitivt bliver det ikke.
Og så lige til sidst det vigtigste. Man bor her midt i det klassiske, centrale Chianti. Landskabet kan I tænke jer til er fantastisk, og drømme jer tilbage til efterfølgende. Den nærmeste landsby hedder Vagliagli, den ligger fire km herfra. Blot 5 minutters gang fra Castello di Selvole finder I restaurant La Trappola, der serverer klassiske toscanske retter til både frokost og middag (lukket på onsdage) til rimelige priser.