Anmeldelser af Casa La Vite

 
Casa La Vite er ikke tilgængelig i øjeblikket
Casa La Vite er ikke en del af programmet hos In-Italia i øjeblikket. Men frygt ej, der er masser af andet godt at kigge på.

Vi har derfor fundet disse ferieboliger i samme område til dig:

>> Se flere udvalgte alternativer og priser her

>> Læs mere om ferie til Abbadia San Salvatore og se priser samt aktuelle tilbud på alle ferieboliger
Kun ophold
+Fly & ophold
Nyhed
Loading
Loading
Voksne
Børn
Alder på børn på hjemrejsetidspunktet
Værelse / lejlighed 1
Alder på børn på hjemrejsetidspunktet
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Gæstebedømmelser af Casa La Vite

Læs personlige anmeldelser af Casa La Vite som ligger i Toscana. Bedømmelserne af ferieboligen er skrevet af gæster der har rejst med In-Italia. Samtlige anmeldelser er naturligvis ucensureret så du får en ærlig beskrivelse og bedømmelse af Casa La Vite. Foruden vurdering af selve ferieboligen kan du også læse gode tips fra vores gæster om emner som udflugter, restauranter, seværdigheder, strande, lokal transport og meget mere.
Addi og Niels-Jørgen fra Hillerød boede på Casa La Vite i Abbadia San Salvatore fra d. 11. juni til d. 2. juli 2005.

Kære Lino,
Igen i år har vi haft en pragtfuld ferie - og det er du jo delvist ansvarlig for, fordi du fandt en dejlig lejlighed i en dejlig by og herudover gav os så mange "staldtips" om gode restauranter, produkter og indkøbsmuligheder, at ferien blev en overflod af charmerende oplevelser, kun det bedste af det bedste - tak for dit engagement, din begejstring og din hjælpsomhed, det har vi nu nydt godt af i adskillige år!

Vi tilbragte 3 uger i Abbadia San Salvatore i Casa La Vite. Lejligheden er jo fabelagtig, jeg har aldrig set noget lignende, smukt og smagfuldt restauraret og møbleret med respekt for husets alder og middelalderstil - og alt fungerede perfekt. Daniella var vældig sød og imødekommende. Byen er meget charmerende og levende, så vi kom nok til at tilbringe en del timer på Il Centrale Café blot for at side på fortovet og nyde og iagttage det lokale liv. Vi kom også til at spise lidt rigeligt af Macelleria Sacchi Scilla's pragtfulde kalvekoteletter og Pasticceria Marron Glacé's vidunderlige bigné. Familien Pinzi Pinzuti's butik fristede også over evne med deres gode ost, vin, grappa og olivenolie - samt en kat, der lå og sov på Marcellas dørtrin - fin italiensk keramikkunst - den måtte jeg eje, den hedder selvfølgelig Gatto. Det var et herligt sted for livsnydere som os - ikke også Lino!!

Det er første gang, vi har boet i et "byhus", og det havde bestemt sin charme at bo midt i en middelalderby og at kunne gå ned i byen på få minutter, men Casa La Vite havde dog ét minus for os i forhold til vores personlige behov - altanen er for lille til vores forbrug, vi elsker at spise vores måltider udendørs og også have mulighed for at dejse om i en liggestol og læse en god bog og blive den gode, danske, hvide kulør kvit. Men det behov husker vi på til næste år!

Det var mange gode udflugtsmål - vi besøgte alle de andre byer på bjerget, og de var kønne og middelalderagtige alle sammen. Vi gjorde 2 længere udflugter med overnatninger, nemlig til Pancole for at købe Lino-vin (Luenzo) til hjemmelageret og efterfølgende gense Greve in Chianti, hvor vi altid køber vildt ind hos den gode slagter og overnatter på Albergo Giovanni da Verrazzano, blot for at nyde morgenmaden på deres pragtfulde terrasse med udsigt over byens charmerende plads. På hjemvejen genså vi Siena, den er altid et besøg værd. Den anden udflugt gik til Umbria, hvor vi måtte (og det var et must) besøge vores gode ven Pietro Cicognari og hans kone Irene Dunn og spise endnu et "5-stjernet" måltid på deres Trattoria La Rocchicciola (06086 Rocca Sant'Angelo - Assisi/PG - hvis du skulle komme på de kanter!) han er en fabelagtig kok uden større ambitioner end at lave mad til højst 10-12 gæster på deres hyggelige trattoria langt ude på bøh-landet.

Af de mange og rigtig gode spisesteder, du anbefalede Lino, blev vores absolutte favorit Saxa Cuntaria i Piancastagnaio. Vi spiste 2 pragtfulde måltider hos Nazzareno og hans dygtige kone. Maden er helt i topklasse, og han har rigtig gode vine, som han håndterer som var det et spædbarn. Ud over madoplevelsen, er det to meget søde mennesker, som det var morsomt at snakke med. Nazzareno fortalte, at de havde haft restauranten i 5 år, og før den tid havde han selv været bankmand, og hans kone havde syet tasker for Prada, og nu lavede hun selv al maden i restauranten. Jeg spurgte, hvad der havde fået dem til at gøre den store forandring i deres liv, og Nazzareno svarede: "Passion - min kones passion for mad, og min passion for vin". Smukt, smukt! Niels-Jørgen fik opskriften på hendes helt fantastiske trøffelsauce, og vi drog derfra med nogle kasser af hans uimodståelige riserva fra Montecucco. PS: Vi har advaret Nazzareno om, at du kommer igen til august!!!

Også Albergo Ristorante Cesaretti - "dødens kro" - var en stemnings- og
madoplevelse, men på en helt anden måde. Her fik vi god hjemmelavet velsmagende mad uden dikkedarer, stemningen var høj på et ganske lokalt niveau med TV til maden og det hele. Den gamle bedstemor kom stolt og fremviste sit oldebarn, da hun var færdig med at husere i køkkenet. Abbadia's bedste pizza fik vi i Ristorante Pizzaria San Marco, Via Matteotti 19. Hyggen og charmen var til at overse, men pizzaen smagte af aske og stenovn på den rigtige måde, og fyldet var tildelt med rund hånd.

Vi fandt med stort besvær den gode olie, du havde anbefalet Lino, Bourbon Del Monte, og det var faktisk Nazzareno der fortalte os, hvor vi kunne købe den. Produktionsstedet hedder Vabró - en stor moderne fabrik, der ligger ca. 5 km fra Piancastagnaio ud ad Rom-vejen. Der er bragt et passende lager til huse, jo, den er meget fin og meget fruttato, men hvis vi skal være ærlige, kan vi lidt bedre lide Pinzi Pinzuti's olivenolie, den er også meget fin og frugtagtig, men knapt så bitter i eftersmagen.

Det blev jo et kæmpelangt brev - men jeg kan ikke lade være! Endnu engang tusind tak for din hjælp, vi snakkes ved igen til næste år

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juni 2005
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Finn og hans hustru fra Stenløse boede på Casa La Vite i Abbadia San Salvatore fra d. 9. til d. 16. april 2005.

Vi har været meget glade for byen og området. Vi havde både sol og regn, her er ganske dejligt, dog bedst i solskinsvejr. Opholdsstedet, specielt lejligheden er helt uovertruffen. Det var en dejlig oplevelse at leve som italiener bland italienere. Lejligheden oversteg vores forventninger, den var så speciel og charmerende, bedre end noget vi tidligere har oplevet.
Til de næstkommende beboere i lejligheden vil vi foreslå, at der bliver lavet et bedre kort over byen. Et kort i et større format. Det er svært at finde rundt, specielt efter et kort i lille format lavet i fotokopi. En liste over adresser på indkøbsmuligheder og restauranter vil også være en hjælp.
Andre kommentarer til boligen er, at det tager lang tid for gasfyret at opvarme lejligheden til 21 grader. Vi havde den oplevelse at løbe tør for gas søndag formiddag, at få repareret gasfyret også søndag formiddag. Der var en rigtig god service fra buraueet, hvor vi meldte os ved ankomsten. Vi var meget taknemmelige, da vi fandt et vattæppe i det store skab i
soveværelset, så kunne vi holde varmen også om natten.
Vi var meget glade for, at vi havde lejet en Fiat Punto, da det så var muligt, i den lille bil, at komme ud og ind til parkeringspladsen gennem de små gader.
Vi blev meget venligt modtaget af lokalbefolkningen, og vi fik udstrakt service af de handlende. Specielt vil vi nævne det lille værtshus i gaden ved siden af lejligheden, her gjorde værten og hans kone, en helt speciel indsats for os. Til sidst vil vi nævne, at vi følte os trygge i byen, en rigtig dejlig oplevelse.

In-Italia's kommentar

Det kort, Finn omtaler, må vist være vores kørselsvejledning, som nu heller aldrig har været tænkt som bykort. I lejligheden ligger til gengæld en særdeles fyldig brochure (over 200 sider)fra det lokale turistkontor, hvori der både er adresser på samtlige restauranter på bjerget og kort over alle byerne.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode April 2005
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Mona og Thorkild fra Nørager boede på Casa La Vite i Abbadia San Salvatore fra d. 9. til d. 17. september 2004.

Abbadia San Salvatore var ligeså dejligt et sted, som vi havde forestillet os - lokalt og fredeligt - jeg tror ikke at vi så 15 turister udover os..så når vi havde besøgt de store turiststeder var det næsten som at "komme hjem". Casa la Vite var en dejlig lejlighed, som vi nød at bo i.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode September 2004
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Lukas og hustru fra DEGEBERGA i Sverige boede på Casa La Vite i Abbadia San Salvatore fra d. 18. til d. 25. august 2004.

Semestern i Toscana och Abbadia San Salvatore blev precis som vi hade tänkt oss. Abbadia San Salvatore är en liten mysig by. Som har allt man kan tänka sig om man vill komma bort och koppla av ifrån arbete och stress.
Nu flög vi till Rom, och det va lite besvärligt att ta sig upp till Abbadia San Salvatore som ligger 160km norr om Rom. Men när vi kom fram och fick se lägenheten Casa La Vite så hade man snabbt glömt bort att det var jobbigt att ta sig dit. Lägebheten var bättre än vad vi hade förväntat oss.
Jag och min fru vill tacka in-italia och Lino Vogt för den fina servicen både när vi beställde resan och när vi kom fram till byn. Vi hoppas att resa med er snart igen.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode August 2004
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Peter og Signe, København, boede med deres 6 måneder gamle søn i Casa La Vite i Abbadia S. Salvatore 13. marts - 4. april 2004

Vi var meget glade for at bo i lejligheden, der var stemningsfuld og velindrettet. Den ligger lidt uden for alfarvej i Toscana, hvilket passede os fint, da det nordligere Toscana kan være meget turistet. Andre vil måske finde byen kedelig, men vi nød at glide ind i den stille bys liv, gå ture med barnevognen (det kan man sagtens, for der er ikke mange niveauforskelle som i andre af Toscanas byer), spise frokost med de lokale på Cesaretti og køre rundt. Flere af de nærliggende byer på bjerget er værd at besøge: Santa Fiora er smuk og har en rigtig god restaurant (Barilotto) med søde værter. Radicofani er gammel, dyster og stemningsfuld (måske også fordi vi besøgte den i regn og tåge). Castel de Piano er også et besøg værd, vi spiste på et broget folkeligt sted på torvet over for skolen. Og så var vi i Pienza (som er usædvanligt smuk, ikke mindst køreturen dertil), Montepulciano, Montalcino, Sienna - og ved Bolsenasøen. Vi havde nogle kolde dage i marts, men varmen fungerede fint. Kaminen fandt vi dog ikke rigtig ud af.

In-Italia's kommentar

Den med ildstedet kan jeg til fulde tilslutte mig. Skønt op mod ti ophold i lejligheden, et par af dem over jul, er jeg heller aldrig blevet helt fortrolig med den (Lino).

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Marts 2004
Antal rejsende 2 voksne, 1 barn
Navn

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2004
Antal rejsende 2 voksne
Navn
 Anmeldelsen er skrevet på norsk. Klik her for at se originalen
Helle og hendes mand fra Kongens Lyngby boede i Casa la Vite fra den 21. til den 28. december 2003:

Efter de første par dage i Siena kørte vi en time sydpå til det centrale ophold på vores ferie. Vi skulle bo en uge i Abbadia San Salvatore, som inden for det sidste år har givet Siena alvorlig konkurrence som min toscanske favoritby. Abbadia har ganske vist kun 8.000 indbyggere og kan slet ikke byde på samme store udvalg af restauranter, butikker og forlystelser som Siena, men der kommer til gengæld heller ikke 1 % af de turister, som på godt og ondt besøger denne by. Prisniveauet i Abbadia er derfor meget lavere på alle områder, landsmænd støder man så godt som aldrig på (mig er det ikke lykkedes endnu), og alt virker meget mere autentisk og uberørt. Alligevel har man et godt udvalg af spisesteder, alle de butikker man har brug for til daglig, og et historisk centrum, som byder på utallige bygninger fra Middelalderen, der vel at mærke aldrig er blevet restaureret, genopbygget eller blot forandret med henblik på at gengive det oprindelige, som alligevel altid giver et falsk indtryk. Her i byen har man derimod mulighed for at gå på opdagelse og selv finde de gamle strukturer i bygningerne, opdage de tilmurede gotiske buer og se staldene, der altid fandtes her i stueetagen, og som nu er magasiner eller garager. Som et pudsigt kuriosum kan nævnes, at de snævre gamle veje i det historiske centrum i 1950’erne blev asfalteret: Det var jo udtryk for fremskridt og velstand! I dag arbejder kommunen på at få pillet asfalten af igen, hvilket bestemt vil klæde byen. Det var for øvrigt også i efterkrigstiden, at man flyttede ud fra de gamle bygninger i centrum for at få en ny smart lejlighed i et moderne byggeri. Hvem ville dog bo i det rædsomme gamle skidt, hvis man kunne få dejlig ny beton? I dag er interessen for lejligheder i centrum stigende, og man får dem ikke længere for en slik, men de lokale har nu stadig en stor indvending mod dem: Man kan ikke parkere lige for døren! Det er sandt, for nok kan man køre varer og personer helt hjem de fleste steder i centrum, men man risikerer at skulle sætte bilen for natten helt op til 100 meter væk, og den slags huer ikke italienerne.

Da vi ankom søndag midt på dagen, havde jeg fået genoplivet min mobiltelefon, så vi kontaktede udlejeren og fik et møde i stand. Den lejlighed, vi skulle bo i, lå midt i det historiske centrum, og det var selve ejerne af rejsebureauet, der havde købt den og sat den i stand efter deres egen smag. Vi skulle være de første, der boede i den, så de var naturligt også spændte på vores reaktion. Jeg har næsten ikke ord til at beskrive den, for jeg har aldrig nogen sinde før set en så smagfuld og hyggelig udlejningslejlighed! Hvor skal jeg starte? Fra gulvet! Jeg har en lettere bizar passion for gulve, og når jeg ser de gamle sten i terrakotta, så smelter mit hjerte. Man fornemmer, hvordan årtierne og århundrederne har slidt dem og givet dem karakter: De bliver blot smukkere og smukkere år for år. Jeg fik at vide, at gulvet i lejligheden ikke var sådan oprindeligt: De havde købt stenene fra et nedrevet hus og fået dem lagt her. Et imponerende stykke håndværk! Lofterne var, naturligvis, også helt rigtige med fritliggende, ormstukne bjælker og terrakotta. Møblementet var et kapitel for sig selv fra den ny himmelseng i smedejern over den gamle kommode til den lækre nye sovesofa foran pejsen. Gid jeg selv havde så gode møbler! Det eneste, der rigtig afslørede, at vi var i en moderne lejlighed var det lækre marmorbadeværelse væggen i tommetykt matteret glas, der sikrede det lys, de høje runde vaske (der er to!) og den store brusekabine samt det flotte nye køkken med et gaskomfur, jeg stadig er misundelig over, opvaskemaskine (ikke at vi bruger den slags pjat) og det helt igennem opsigtsvækkende store antal husgeråd, glas og andet udstyr. En af lejligheden mange spændende detaljer var nichen i væggen, som man havde udstyret med et par gamle franske døre fra en balkon og dermed skabt et unikt vitrineskab. Her stod store mængder glas og porcelæn fra den tidligere ejer, en gammel dame, der havde efterladt store dele af sit jordiske mammon, da hun flyttede. Hele lejligheden bar faktisk præg af hendes liv her, da de nuværende ejere har søgt at bruge hendes indbo, fotografier og nipsgenstande til at give den sjæl. Det er lykkedes på enestående vis.

De kommende dage gik i et helt uhørt langsomt tempo. Når vi ellers har været i Toscana, har vi altid haft fart på og været optaget af køreture, besøg og aktiviteter hver eneste dag. Denne gang var det åbenlyst, at den fantastisk hyggelige lejlighed virkede som en magnet på os, og på en uge var vi kun ude og rulle to dage, hvis vi ser bort fra små afstikkere til de andre byer på bjerget som Piancastagnaiao og Santa Fiora. Det var så dejligt bare at slentre rundt i Abbadia og opdage dens hemmeligheder for bagefter at sidde foran pejsen og spille kort med et glas vin, at vi helt glemte alt ”det spændende”. I disse dage gik det op for mig, at byen (og lejligheden) var et fund for det, man i tidens sprog kalder ”livsnydere”, den stille rytme og de mange muligheder for god mad, ude eller hjemme, er ren balsam for sjælen. Lad mig kort afsløre et par af Abbadias skatte.

Macelleria Sacchi Scilla
- byens bedste slagteri. Her kan man få kalve- og oksekød fra den lokale kvægtype fra Val di Chiana, der opdrættes under strengt kontrollerede forhold, og hvis kød er fabelagtig velsmagende. Køber man kød af denne type her i butikken, så fremgår det med præcision af kvitteringen, hvorfra kødet kommer, hvornår dyret er født samt hvornår og hvor det er blevet slagtet! De skønneste store skiver kalvekød kostede komiske 14 euro kiloet. Slagteren har også kød og pølser af den gamle toscanske svinerace Cinta Senese. Der er god vejledning at hente her, hvis man altså kan italiensk, for slagtermesteren sætter en ære i at sælge det rigtige stykke kød til den rigtige kunde. Men selv om man ikke kan sproget, vil man kunne komme langt med at pege på de aktuelle udskæringer på den store tavle på væggen.

Pasticceria Marron Glacé
- konditoren har vundet præmier både på nationalt og internationalt plan, men skønt mange mener, at han burde flytte til en smart storby eller åbne en skole for konditorer, så nægter den ydmyge mand at høre tale om det. Han fortsætter troligt at lave sine lækre kager til få penge for byens befolkning, der uden undtagelse ved, hvor de skal henvende sig, når der skal være fest. Hans bigné med forskellige typer creme er rene himmerigsmundfulde.


Bar Centrale
- der er mange barer i byen, nogle er smartere, andre er billigere end Bar Centrale, men ingen har en så indtagende betjening. Dette var min mand helt enig i , da pigerne bag baren var kønne og smilende. De sprudlede formelig af glæde og munterhed, hver eneste gang vi kom her – og det blev til et par stykker. Når man bestilte et glas vin (der var altid et par stykker at vælge imellem) kunne man frit forsyne sig med chips, oliven og andre småting fra disken, og efter lidt tid kom en af pigerne stæsende med varme crostini fra ovnen. Kaffen var for øvrigt også rigtig god her.

Og så kan man både spise godt og billigt i Abbadia. Il Cantinone er raffineret, Cesaretti er absurd billig (selv efter forholdene på Monte Amiata), og Re Rachis midt i den gamle by er særdeles hyggelig.

Jeg kunne blive ved med at fortælle i dagevis, men lad mig gøre det kort: Casa La Vite er den hyggeligste og mest smagfulde lejlighed, vi nogen sinde har beboet i Toscana, og vi har ellers prøvet en del!

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode December 2003
Antal rejsende 6 voksne
Navn

Hvis en bedømmelse ikke er skrevet af en dansk gæst vil du kunne læse vores oversættelse som er frit oversat. Du kan naturligvis også altid læse den originale anmeldelse.

Foruden anmeldelser fra In-Italias gæster kan du på mange af vores ferieboliger også finde vurderinger fra TripAdvisor, ligesom mange vælger at anmelde In-Italia på Trustpilot. Husk at du også kan få inspiration til din ferie i Italien på bloggen.

Side Forrige side 1 2 3 4
 
search map