Hvis I søger en nem overnatning på vej hjem fra en pragtfuld ferie i det centrale Italien, hvorfor så vælge et usselt motorvejsmotel, når Hotel Terme San Leonardo står parat med åbne arme blot 7 km fra motorvejsafkørslen i Trento og tilbyder valuta for pengene?
Ud over et tillokkende prisniveau og nærhed til mortorvejen kan Hotel Terme San Leonardo også byde på de lokalkendte og legendariske terapibade med hø eller græs og et wellnesscenter med massage, lille træningscenter og sauna. Terapibadene foregår efter oldgamle naturmetoder og har både mental og fysisk virkning. Endvidere ligger hotellet tæt på Trento by med sit velbevarede historiske centrum og tæt på områdets mange maleriske bjerge, søer og slotte.
Læs mere om Hotel Terme San Leonardo
Her på stedet er personalet venlige og professionelle – blandt personalet arbejder sågar en dansktalende herre, som skylder sit sprogkendskab til den danske charterbranches storhedstid ved Gardasøen i 1970’erne!! Hotellet har en pæn reception og barområde ved indgangen. Desuden er der et fælles opholdsrum med tv og en udmærket restaurant med italienske og lokale retter. Foran hotellet på den anden side af vejen ligger hotellets store parkeringsplads, så det skal gæsterne heller ikke tænke på.
Værelserne er nyrenoverede. De er rene og nydelige og har det nødvendige, men så heller ikke mere. Værelserne har alle bad med bruser, men de har ikke aircondition af den simple grund, at der ikke er behov for det. Enkelte af hotellets værelser ligger ud mod vejen (trafikken høres lidt), men langt de fleste vender ud mod dalen og bjergene. Hotellet har også elevator og handicapvenlige værelser.