Hotellet ligger i den lille by Fiavè ca. ½ times kørsel nord for Riva og Gardasøen, og på vejen til den dejlige Molveno sø og det berømte skisportssted Madonna di Campiglio. Hotellet prydes af farverige blomster i blomsterkasser, der sammen med de grønne marker og omkringliggende bjerge, vil få dig til at tænke på sommer i Tyrol.
Hotel Al Sole ejes af det sympatiske ægtepar Mariangela og Luigi Calza, som selv driver stedet og byder gæsterne velkommen. Hotellet ligger lige ved byens lille torv, og da de har en hyggelig bar, hvor der også er siddepladser udendørs i solen, er det ofte her de lokale slår sig ned, for at drøfte de seneste nyheder.
Læs mere om Hotel Al Sole
Hotellet har en lille hyggelig reception med opholdsstue, elevator, restaurant, bar, opbevaringsrum til cykler (området er berømt blandt mountainbikers), have og terrasse samt parkeringsmulighed. Mariangela står selv i køkkenet, og laver rigtig god italiensk mad, primært baseret på hvad de selv dyrker i haven, og hvad der kan erhverves i omegnen. Restauranten er berømt blandt de lokale, - og heldigvis er der da også en enkelt turist som stopper iblandt, lokket til af den spændende menu, som udstilles ved vejen.
Indkvartering foregår i de 13 værelser på 1. sal, som alle er nyrenoverede i 2005. De har telefon, satellit TV, værdiboks og bad med brus, føntørrer og toilet. Hotel Al Sole har et 4-sengsværelse med udsigt til vejen, som bl.a. kan lejes som familieværelse til to voksne samt to børn under 12 år (prisen svarer til, at man betaler for 3 voksne)