Residence Dei Margi ligger blot 5 minutters gang fra stranden og har kig ud over Messina-strædet med Calabrien i baggrunden. Området er ikke det mest benyttede for internationale rejsende, men italienerne vælger ofte selv at tilbringe deres sommerferie netop her. Residence Dei Margi ligger i et lokalt beboelsesområde mellem to søer.
De nærliggende strande er fine, men der er dog en enkelt ting, som forstyrrer udsigten, nemlig en meget stor mast, som står direkte på stranden. Hvis ikke det generer dig, tilbyder området og stranden fint klart badevand samt områder med solsenge og parasoller, hvor du kan nyde din ferie.
Landsbyen Torre Faro (som betyder fyrtårnet) er ikke så stor, men har alligevel et rimeligt udbud af restauranter, caféer og butikker. Det er oplagt at tage rundt i området på cykel, og receptionen kan hjælpe dig med udlejning. Der er også flere gode strande i området, som kan være værd at checke ud.
Lejlighederne på Residence Dei Margi holder en god standard, og den dejlige have med den store pool og solterrassen, er uden tvivl prikken over i'et. Det er det perfekte sted at slappe af med en god bog, mens ungerne hygger sig med de nye legekammerater i vandet. Der er også en mindre pool til børn og i forbindelse med pool-området er der også en fodboldbane med kunstigt græs. Du kan parkere din bil på området og der er gratis wi-fi i alle lejlighederne. Det eneste der mangler, er en lille bar, hvor du kan nyde en forfriskning.
Læs mere om Residence Dei Margi
Residence Dei Margi har 34 rummelige lejligheder i forskellige størrelser med balkon og kig til haven. Alle lejligheder har aircondition, værdiboks, satellit TV, køkken med ovn, opvaskemaskine, vaskemaskine, strygefaciliteter og wi-fi, samt badeværelse med toilet, bruser og hårtørrer. Der er daglig rengøring.