Tyndaris blev grundlagt i 396 f. Kr. af grækerne fra Siracusa, som et fremskudt forsvarsværk mod kartaginienserne mange angreb. Med sin placering på en klippe højt hævet over havet var Tyndaris så godt som uindtagelig.
Denne strategiske position var utvivlsomt også årsagen til, at Tyndaris fortsat blomstrede under den efterfølgende romerske periode, hvor den loyalitet i kampene mod Kartago blev belønnet med særlige privilegier.
På vej op af bjerget ser man i dag stadig resterne af de monumentale bymure, men for at få den bedste idé om Tyndaris’ udseende for et par tusind år siden skal man besøge udgravningerne af det gamle centrum og det græske teater.
Hvis man har en stærk mave eller en helt ustyrlig trang til kitsch, kan man også besøge det enestående Santuario di Tindari. Dette sanktuarium blev opført i 1960'erne for at huse en meget tilbedt statue af Den Sorte Madonna, som ifølge legenden kom hertil af egen kraft for over 1000 år siden og har udført et utal af mirakler. Sanktuariet må siges at byde på det værste inden for moderne arkitektur, idet det kombinerer en frastødende smag med elendige byggematerialer. Pilgrimmene lader sig imidlertid ikke afskrække, og selv på triste hverdage kommer de i tusindtal. Vil man opleve den helt store forestilling, skal man tage hertil den 8. september, hvor Madonnaen har sin festdag.