Le Residenze Archimede ligger ude på landet og tæt på et mindre grønt beboelsesområde. Der er ca. 200 meter til stranden og ca. 10 kilometer til byen Siracusa. Et par kilometer derfra, finder du naturreservatet Plemmirio med det krystalklare vand, små badebugter mellem klipperne, mystiske grotter og et bredt udvalg af aktiviteter. Når du bor på Residenze Archimede anbefaler vi dig at leje bil. Hvis du vil udforske nærområdet, kan du spørge om mulighed for at leje cyker i receptionen.
Hvis du kommer til Sicilien for at slappe af, er Residenze Archimede det helt rigtige valg. Den spredte bebyggelse danner en rolig og behagelig atmosfære og den store frodige have danner rammen om den fantastiske swimmingpool. Poolen i organisk form er som en lagune med en integreret børnepool. Sol-dækket i mørkt træ, hvor der er solsenge og parasoller ligner mest noget i en brochure fra Maldiverne, så vi må konstatere, at arkitekten har gjort sit job godt. Hvis du har lyst til en tur til stranden er det ganske let. Du tager bare den lille sti ned til stranden, og kort tid efter befinder du dig på den private strand, hvor der også venter dig både solsenge og parasoller. Hvis du ønsker at være aktiv, er der både tennis og bordtennis. For de mindre børn er der et lille legeområde - og glem ikke den store græsplæne.
Læs mere om Le Residenze Archimede
Hvad angår gastronomi er du i gode hænder på Residenze Archimede. En gourmetrestaurant, med stor terrasse, bar og snack bar vil kunne forsyne dig med næsten ethvert ønske. Husk at hils på kokken, han er en festlig og dygtig fyr, der gør en dyd ud af at lave sin mad ordentligt og fra grunden efter sicilianske traditioner. Langt de fleste råvarer er derfor fra Sicilien. Der er naturligvis også barservice ved swimmingpoolen. Morgenbuffeten har et bredt udvalg fra både det søde og det salte køkken. Der er wi-fi på hele området, og på den store parkeringsplads står bilen gratis.
Le Residenze Archimede har 51 værelser og lejligheder. Alle er komfortable og elegant indrettet med satellite TV, aircondition, værdiboks, telefon, veranda, gratis wi-fi, minibar samt badeværelse med toilet, bruser og hårtørrer. Lejlighederne har samme faciliteter samt et opholdsrum med køkkenhjørne og sovesofa.
Vi var her i uge 27 og vi var der stort set alene. Der var langt fra fyldt og det virkede til tider spøgelsesagtigt. Der var dog rent og pænt og personalet var søde. Lejlighederne var rummelige men i køkkenet var der tydelige mangler der gjorde det næsten umuligt at lave mad der. Poolen var fantastisk og kan bestemt anbefales. Den strand der refereres til og som er tæt på er ikke specielt god men der er lækre strande i nærheden. En bil er et must da stedet ligger et stykke ude på landet.