Anmeldelser af Il Vecchio Frantoio

Tilføj som favorit
 
Henter indhold

Gæstebedømmelser af Il Vecchio Frantoio

Læs personlige anmeldelser af Il Vecchio Frantoio som ligger på Sicilien. Bedømmelserne af agriturismoen er skrevet af gæster der har rejst med In-Italia. Samtlige anmeldelser er naturligvis ucensureret så du får en ærlig beskrivelse og bedømmelse af Il Vecchio Frantoio. Foruden vurdering af selve agriturismoen kan du også læse gode tips fra vores gæster om emner som udflugter, restauranter, seværdigheder, strande, lokal transport og meget mere.

Et stille, lækkert men også lidt afsides sted

Fine værelæser og omgivelser i autentisk stil. Der var ikke mange gæster da vi var der. Stedets pool er lækker og maden var god. Mange gode udflugtsmål, som dog er forbundet med lidt kørsel, da stedet ligger et stykke oppe i bjergene.

Il Vecchio Frantoio
Rent og pænt
Gæstfrihed
Beliggenhed
 
Selve indkvarteringen på Il Vecchio Frantoio
Standardværelse
 
Faciliteter på stedet
Pool (evt. sæsonåben)
Restaurant
 

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2013
Antal rejsende 2 voksne, 2 børn
Navn
Tine og hendes mand fra Hadsten boede på Il Vecchio Frantoio i Scillato fra d. 14. til d. 16. oktober 2012. Inden havde de boet på Albergo La Piazzetta i Castellammare del Golfo og derefter kørte de videre til Tenuta Stoccatello i den sydvestlige del af Sicilien. De skrev efter rejsen:

Her på den første mørke, våde og kolde aften med vintertid er dejligt at tænke tilbage på en dejlig ferie til Sicilien. Det er optimalt at rejse dertil i oktober, hvor det stadig er sommervejr og havet har badetemperatur. Ganske vist havde vi også ca. 2 1/2 dag med regnvejr, men det må man være forbedt på på den årstid. Vi har tidligere været på Sicilien i juli og orkede ikke andet end badeferie dengang, hvor vi på denne tur fik fik meget mere
Først en masse roser for jeres udførlige rejseforslag til denne tur. Jeg plejer at planlægge alt selv, men valgte denne gang at rådføre mig med jer. Straks kom der et forslag fra Filippo bosiddende på Sicilien, der bl.a. kunne fortælle om forskellen på agroturismoer på Sicilien og i Toscana.
Vi var meget glade for forslaget om at bo nogle dage i Castellamare del Golfo. En rigtig dejlig by med den helt rigtige størrelse til os. Der var masser af butikker og restaturanter, men alligevel en lille og hyggelig by. Vi skulle egtl. have boet i lejlighed med havudsigt, men det gik i vasken. Vi valgte så selv Albergo La Piazetta og det var et fint lille hotel tæt på vandet og med storslået udsigt fra den fælles tagterrasse, hvor morgenmaden blev serveret.
Værelset var fint og med balkon med skrå havudsigt, men vi havde også valgt et superior værelse, der ikke var helt billigt. Vi havde læst i andre anmeldelser at morgenmaden ikke var noget at skrive hjem om og det var korrekt... Når man har læst så meget om det dejlige sicilianske brød, er det ret jammerligt at tygge i små, seje brød der mindede mistænkeligt om Hattingflutes (undskyld Hatting). Vi overvejede at hente brød hos bageren omkring hjørnet, men fik det ikke gjort. Vi morede os også over at der var æggekurv og æggebægre, men ingen æg de to ud af tre dage. Beskeden var "finished", men os bekendt var der kun os på hotellet eller højst et par mere....nå, det er detaljer, vi ved jo godt, man ikke selv gør meget ud af morgenmaden på de kanter, men morgenmaden var generelt noget træt i det. Personalet i receptionen var vældigt flinke.
Næste stop var et agroturismo på toppen af et bjerg, med en lille snoet vej dertil, ca. 5 km fra den lille by Scillato. Vi var tæskeheldige at ankomme søndag kl 13, ligesom man gjorde klar til den store søndagsfrokost og det vrimlede med lokale, der havde snoet sig op af bjerget for at indtage deres frokost her. Det kan vi godt forstå! Vi blev hjerteligt modtaget af værten, der talte fint engelsk og som straks bød på et glas vin. Da vi sad i den smukke have i strålende solskin og med udsigt til den flotte pool og bjergene, tænkte vi: det her bliver højdepunktet, og det holdt stik. Vi aftalte at spise med fra den helt suveræne antipasti buffet, der var stillet op på tre store borde i den rustikke opholdsstue. Det var det bedste antipasti, vi nogensinde har fået!
Desværre slog vejret om og vi fik aldrig prøvet poolen. Der var heller ikke mulighed for at gå ret meget tur direkte fra agroturismoet. Vi gik lidt op af bjerget, men desværre havde der været brand lige omkring stedet, og alt var sort og afsvedet. Bygningerne var en pudsig blanding af ruin og restaurerede dele af bygninger og vældigt charmerende. Kan anbefales til et kortere ophold, hvor man må være indstillet på at køre uanset hvor man skal hen derfra. Kun værten og hans hustru kunne engelsk, så det var svært at checke ud pga. sprogproblemer. Men det er vel tegn på, man er kommet til strøg, hvor der endnu ikke er meget udenlandsk turisme og det er jo også det, man ofte søger. Morgenmaden på stedet var fin, og med "rigtigt" brød.
Sidste sted var Tenuta Stoccatello tæt på byen Menfi på sydkysten. Det passede fint med en blanding af by og land, havde vi valgte tre agroturismoer var det blevet for ensomt, da vi var de eneste det sidste sted og der kun var få på sted nr. 2. Vi havde læst at det unge par, der drev stedet, måske havde mistet lidt af entusiasmen og det vil vi gerne skrive under på. De fortalte, at de havde fri i november, hvilket var deres eneste ferie i løbet af året. Det glædede de sig meget til, hvilket er forståeligt, lidt mere træls er det, når man føler,de er ved at lukke ned og ikke rigtigt gider mere nu. Nicoletta sagde diekte, at hun ville lblive skør, hvis hun ikke snart kom væk fra stedet og arbejde, arbejde, arbejde...Der havde været storm natten før vores ankomst, så måske derfor fik vi ikke det ønskede værelse på 1.sal med udsigt, men et lidt trist og mørkt værelse bag receptionen. Der skulle nemlig repareres på taget på den anden bygning. Lidt ensomt at spise alene i restauranten. Maden var fin nok, men ikke noget særligt. Morgenmaden var decideret sølle, kun meget tørt toastbrød.
Vi er helt med på, at vi rejste i slutningen af sæsonen, hvor der ikke er så mange andre og der ikke er basis for bugnende morgenborde. Men det må omvendt heller ikke blive så sølle, at man føler man kommer lidt til ulejlighed. Det kan anbefales, at benytte sig af muligheden for massage. Det er ellers slet ikke noget, vi gør i, men en meget sød ung kvinde solgte massage for 35 euro per person. Foregik på stedet. Poolen var grøn og ubrugelig og Nicoletta (værtinden) grinede meget, da vi ved ankomst spurgte om man kunne bade i poolen. Måske var det for sent på året, men vi har også læst, at de ikke var for gode til at vedligeholde den.
Dette sidste sted vil vi nok ikke anbefale andre, hvis man kommer på den tid af året. Det lå på landet og selve stedet var charmerende nok, men virkede som sagt lidt for udgået. Der var en dejlig badstrand v. Menfi, Lido Fiore som vi besøgte. Skønt med et lunt havbad i oktober.
Samlet set en dejlig tur med lidt svipsere. Næste gang skal vi til Toscana igen og besøge nogle af de fantastiske agroturismoer her!
Det blev en lang smøre, klip bare i det og tag det, der kan bruges til hjemmesiden.
Endelig: som altid stor ros for jeres super hjemmeside.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Oktober 2012
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Carsten og Pia fra Samsø boede på Il Vecchio Frantoio i Scillato fra d. 12. til d. 14. oktober 2012.

Super service fra In-Italia ved bestilling, betaling m.m.
Godt ophold hos Il Vecchio Frantoio.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Oktober 2012
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Steen fra Årslev boede på Il Vecchio Frantoio i Scillato fra d. 28. til d. 30. august 2012. Inden da havde han været i Mazara del Vallo, Menfi og Siracusa og Giarre. Han skrev efter turen:

Tak for tilrettelæggelsen af en god og afvekslende tur rundt på Sicilien.
[...] Il Vecchio Frantoio var helt klart stedet med den største gæstfrihed og hjertelighed. Og det gjaldt både Corrado, Gloria og Ikke mindst Ernesto. Maden er glimrende og husets vin ligeså. Man kan vandre i nationalparken og bade i pool'en, men ellers er der ikke så meget at foretage sig på stedet. Så må man ud at køre.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode August 2012
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Frederik og familie fra Svendborg boede på Il Vecchio Frantoio i Scillato fra d. 29. juli til d. 5. august 2012.

Endnu en gang har vi været yderst tilfredse med det af jer anviste feriested.
Vi har været på Italiens fastland mange gange (Umbrien, Marche, Lazio, Toscana mm), sidste år på Sardinien, men nu for første gang på Sicilien.
Sammenfattende er Sicilien nok det mest italienske Italien, vi har oplevet. Samtidig præget af årtusinders indflydelse fra aragonere, fønikere, arabere, normannere, grækere og romere.
Afspejlingen er stadig præsent i befolkning, vegetation, gastronomi og arkitektur. Således var der oplevelser for enhver, stor som lille, madglad som søjlehungrende.
Strandende var super, befolkningen venlige, infrastrukturen iorden, landskaberne maleriske. Byerne var hektiske, men primært grundet det lokale liv. Selv i højsæsonen forekom turismen ikke overvældende.
Vejret fantastisk med 30-40 graders varme, høj sol og en frisk brise hver eneste dag.
Mafiaen så vi ikke noget til. Til gengæld fik vi kigget ned i dybet på en godt 3 km høj vulkan. Mamma mia.
Vi blev modtaget en sen juli-aften på den gamle oliven-mølle, på en bjergside til Madonie-naturparken, med kolde drikke og et par rustikke sandwich krydret med oliven-olie fra stedets egen produktion.
Stedet er nyligt moderniseret i klassisk stil, rent og velholdt, med store værelser og traditionel møblering. Det fungerer som et hotel med daglig skift af sengetøj, håndklæder etc.
Morgenbuffeten var i den bedre ende med friske juicer, yoghurt, frugt, ost, skinke, omelet, caffe latte mm. Ikke mindst børnene var tilfredse.
Poolen var i topklasse. Stor og dyb. Altid ren. Udsigt til dale og bjerge på alle sider.
Betjeningen upåklagelig. Chefen talte fint engelsk. Alle andre var velvillige til at forstå gebrokkent italiensk ledsaget af fagter og mimik.
Vi spiste frokost og dinner flere dage på stedet og det var gennemført siciliansk.
Regionen er ved at genskabe en ny, stolt gastro-ønologisk identitet.
Madmæssigt går det glimrende, ikke mindst på grund af de fantastiske råvarer og den historiske tradition.
Vinmæssigt er der efter vores vurdering lidt vej endnu – druerne får for meget sol og vinifikationen forekommer ikke så sofistikeret som i Nord-italien.
Men så kan man selvfølgelig bede om en Birra Morreti. Skål.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2012
Antal rejsende 1 voksen, 3 børn
Navn
Ole og Helle fra Albertslund boede på Il Vecchio Frantoio i Scillato fra d. 5. til d. 11. juli 2012.

Vores sommerferie 2012 valgte vi igen at tilbringe i Italien og denne gang kørte vi rundt i det sydlige Italien.
Opholdsstederne bestilte vi gennem In-italia, hvor vi igen fik en fantastisk god behandling, der betød at ferien var vel tilrettelagt hjemmefra.
Vi fløj med SAS og landede rettidigt i Fiumicino, hvor vi hentede en bil vi lejede gennem Auto Escape. Vi fortsatte til Abruzzo, nærmere bestemt til Albergo La Poiana i Barrea. Et lille hyggeligt sted, pænt værelse med en dejlig udsigt over søen. Vi kunne have ønskes os en lille altan, hvilket ikke var på nogle af værelserne. En ting man i dette område skal være opmærksom på, er at det kan være vanskeligt at finde en åben restaurant om mandagen, men hotellet har også en fin restaurant.
Efter tre overnatninger i et område med gode muligheder for både gåture og køreture i flot natur, fortsatte vi til Puglia hvor vi havde bestilt 5 overnatninger på Masseria Appidè i Corigliano d'Otranto, et overraskende dejligt sted. Fantastisk lejlighed, dejligt pool område og fin restaurant. Corigliano d'Otranto er en hyggelig lille by, og Maglie en noget større by der begge ligger tæt på Appide’. Da vi ankom kørte vi langt ud på landet og mente bestemt vi havde kørt for langt og vendte om, men nej- vi var bare ikke kørt langt nok. Til andre der kører med GBS er koordinaterne følgende N 40° 07.912’ og E 018° 14.647’
Efter fem dejlige dage med en temperatur der nærmede sig 39* fortsatte vi til Tropea i Calabrien hvor vi havde lejet en lille lejlighed i byen. Udmærket lille lejlighed, hvor nedgangen til stranden lå lige ved hoveddøren. Byen byder på et hav af restauranter, bar, isbar, cafeer, osv. Det er en rigtig turistby. Fint hvis det er det man er til. Men efter et par dage glædede vi os til at køre videre til Sicilien, hvor vi havde bestilt den sidste uge på Agriturisme - Vecchio Frantoio i Scillato. Et fantastisk sted der ligger lidt oppe i bjergene. Vi følte os virkelig velkomne. Alle ansatte var meget opmærksomme på gæsterne, og gjorde alt for at vi fik et herligt afslappende ophold. Hver morgen og aften bød gårdens restaurant på herlige måltider, skabt af gårdens egne råvarer. Området bød på flot natur og gode muligheder for hyggelige køreture. Særligt kan det anbefales at besøge Polizzio Graziore, den lille by man kan kigge hen på fra Vecchio Frantoio, og er man der en søndag formiddag er der en fantastisk stemning.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2012
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Liv og hendes mand fra Nykøbing F. boede på Il Vecchio Frantoio ved Scillato fra d. 23. til d. 26. juni 2012 inden de kørte videre til Balconi Belmare i Castellammare del Golfo og Tenuta Stoccatello ved Menfi. Hun skrev efter rejsen:

Lige kommet hjem fra en fantastisk ferie på Sicilien og vil lige kommentere lidt på turen I havde lavet til os.
Vi ankom sent den 23 juni til Vecchio Frantoio, hvor vi lige fik vores værelse at se og så fik vi ellers det dejligste måltid mad og husets vin. skønne omgivelser og et meget sødt værtspar. Morgenmaden var meget varieret ( der var ikke den ting kokken ikke ville lave til os ), så det var dejligt. Aftensmaden var også meget inspirerende og blev spist i dejlige omgivelser. Absolut et dejligt ophold.

Balconi Balmare i Castellammare var også et dejligt sted og en masse at se i området. Lejligheden var fin og ren, da vi kom, også et sted der er værd at anbefale

Og så kom vi til Tenuta Stroccatello i de sidste 5 dage. Vi havde bestilt et værelse i underetagen, fordi jeg af beskrivelsen forstod, at der var en lille terrasse udenfor, og jeg valgte det i stedet for 1 sal, da der var en svalegang, som man så eventuelt skulle dele med andre gæster. Da vi så vores værelse i stueetagen var det som at komme ind i en kælder. Vinduet ud mod poolen var simpelthen dækket af en stor kaktus udenfor og vinduet var lille, så der kom næsten intet lys ind. Udenfor, hvor der eventuelt kunne være en lille terrasse, var der en stor fin gårdsplads, hvor man ikke kunne sidde for sig selv. Vi fik hurtigt sagt fra og om der dog ikke var et værelse ledigt på 1 sal, og det var der, og vi fik det. Det var jo så noget helt andet, lyst og venligt og med den skønneste udsigt. Vi kiggede langt efter et køleskab, men det fandtes ikke! Det har man dog brug for, hvis man vil opbevare lidt vand o.a. Poolen var nusset, dyr på overfladen blev ikke fjernet og bunden var tydeligt snavset, og på intet tidspunkt så vi kontrol af klorindholdet af vandet. Dog holdt vi os ikke tilbage fra at benytte poolen og området med stor fornøjelse. Og så til morgenmaden.. Aldrig har vi fået så dårlig morgenmad nogen steder i Italien. Brødet var papirtyndt toastbrød, en enkelt dag blev den forgående aftens brød serveret, det kunne ikke spises, hvis man ville undgå at knække en tand. Der var en lille smule tør ost, lidt syltetøj, kage, som stod der i al den tid vi var der. Vi blev tilbudt en kop kaffe, juice og ikke mere. Af jeres beskrivelse havde vi ventet noget ganske andet! Til gengæld vankede der en fantastisk smagsoplevelse ved aftensmåltidet, varieret og og utrolig velsmagende italiensk middag og en inspirerende kok, og dejlig lokal rødvin. Så positivt var det også, og vi havde nogle fantastisk dage i de smukke omgivelser.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juni 2012
Antal rejsende 2 voksne
Navn
Henrik og familie fra Christiansfeld boede på Il Vecchio Frantoio i Scillato fra d. 20. til d. 25. juli 2011.

Vi havde et fint ophold på Il Vecchio Frantoio, hvor vi nød stilheden og poolen samt nogle af de omkringliggende seværdigheder. De var søde at sætte børnevenlige morgenmadsprodukter ind, men der var hverken skål/tallerken, ske eller mælk til at spise det med. Vi bad om det en dag og så fik vi det, men næste dag var det væk igen, så det kan I måske fortælle dem, hører til? :-)

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2011
Antal rejsende 2 voksne, 2 børn
Navn
Bettina og familie fra Hillerød boede på Il Vecchio Frantoio i Scillato fra d. 27. til d. 30. juli 2011.

Tak, Vi havde en fantastisk tur til Sicilien. Opholdet på ’Il Vecchio Frantoio’ levede fuldstændig op til alle vores forventninger. Det var super hyggeligt, dejlig atmosfære, fantastiske omgivelser, vi fik lækkert siciliansk mad. Vi havde en helt igennem autentisk oplevelse af Sicilien. Personalet og værtsparret var meget søde og imødekommende.
Vi vil anbefale ’Il Vecchio Frantoio’ til alle, der ønsker en autentisk oplevelse af Sicilien.

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2011
Antal rejsende 2 voksne, 2 børn
Navn

Billeder

Oplysninger om anmelder

Rejseperiode Juli 2011
Antal rejsende 2 voksne
Navn
 Anmeldelsen er skrevet på svensk. Klik her for at se originalen

Hvis en bedømmelse ikke er skrevet af en dansk gæst vil du kunne læse vores oversættelse som er frit oversat. Du kan naturligvis også altid læse den originale anmeldelse.

Foruden anmeldelser fra In-Italias gæster kan du på mange af vores ferieboliger også finde vurderinger fra TripAdvisor, ligesom mange vælger at anmelde In-Italia på Trustpilot. Husk at du også kan få inspiration til din ferie i Italien på bloggen.

 
search map