Rejser til Sant'Alessio Siculo

Fiskere, vulkaner og det azurblå hav

Sant´Alessio Siculo er en tidligere fiskerby, som ligger smukt langs vandet nord for Taormina, tæt på den spændende bjergslugt Gole dell´Ancantara og vulkanen Etna.

Den gamle fiskerby ligger langs kysten ca. 12 km nord for Taormina, og er gennem årene vokset sammen med en del andre småbyer. Sant' Alessio har rødder helt tilbage til romerne, - men byens "slot", som i dage præger området fra sin beliggenhed højt på en klippetop, stammer fra normannerne, eller vikingerne, om du vil. Når du går en tur i den gamle bydel, kan du heller ikke undgå at få øje på de mange historiske bygninger, som bevidner den storhedstid, der var engang.

I dag er der fortsat fiskere i byen, og du kan se deres små både, som bliver trukket op på stranden, efter dagens fangst, og ligger som fine autentiske farveklatter midt mellem de mange solparasoller. For gennem årene er hovederhvervet skiftet fra fiskeri til turisme. Men måske kan du være så heldig, at du overtale en af de gamle fiskere til at sejle dig en tur rundt om de imponerende klipper på kysten. Her kan du opleve de mange fine grotter og beundre havets helt fantastiske farver, som skifter mellem turkisblå, azurblå og alverdens andre former for blå og grønne nuancer.

Sant'Alessio Siculo ligger ikke langt fra motorvejen, så byen er et godt udgangspunkt for udflugter til bl.a. vulkanen Etna, Taormina, den spændende bjergslugt Gole dell'Ancantara og De Æoliske Øer, som ligger lige nord for Sicilien, og som man kan sejle til fra byen Milazzo. Afstand til lufthavnen i Catania er 66 km, til Messina 30 km og til Milazzo 75 km.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Sant'Alessio Siculo