Erik og rejsefælle fra Frederiksberg C boede på Balcone Amalia i San Marco d'Alunzio fra d. 14. til d. 17. september 2007.
"San Marco d´alunzio" stod herefter på programmet. En lille by ligesom Erice på toppen af et bjerg. Byen og vores lejlighed lå med direkte udsigt til de Øoliske øer. Vores lejlighed var vi rigtig godt tilfredse med. Det er en helt nyrenoveret lejlighed med balkon mod havet og de Æoliske øer. Selve lejligheden er meget svær at finde, og vi måtte have hjælp 2 gange. Det skyldes ikke mindst den måde byen er bygget på, med trappesystemer overalt. Det lykkedes dog tilsidst, men næste hurdle var at komme til lejligheden med vores bagage, da bilen ikke kunne komme med op. Via trappesystemer og slæbende på mere end 40 kg bagage, så lykkedes det dog tilsidst. Vi oplevede en utrolig hjælpsomhed med at finde stedet, men her som andre steder, skal man være klar over, at ingen forstår et ord engelsk. Selve byen, der vel kun kan karakteriseres som en stor landsby er meget spændende at gå på opdagelse i. Som nævnt er trappesystemerne helt specielle i forhold til de fleste andre byer vi har besøgt. Vi havde valgt at bo her i 3 dage, og ligesom i Erice, skal man også her tænke på, at det er en meget lang køretur op og ned ad bjerget, såfremt man vil på større udflugter. Hele bjerget havde i øvrigt i august været ramt at skov- og markbrande, der var nået næsten helt op til byen. Et trist syn for ikke mindst de lokale beboere. Vi forlod byen for at køre til Catania og valgte her en rute, der gik via Etna. En meget smuk vej, hvor vi fik mange påmindelser om Etnas til tider voldsomme udfald.