Hotel i Pozzillo på Sicilien

Palazzo Pozzillo

Tilføj som favorit
 
Henter indhold

Palazzo Pozzillo ligger så tæt på havet, som man kan komme. Ikke mere end få meters højdeforskel adskiller dig fra bølgerne og vandet – her bor du praktisk talt lige over havet.

Dejlig fredelig placering lige ud til havet

Palæet ligger i udkanten af denne lille havneby, lige efter havnen. Vejen ender få meter efter palæets indgang, hvorfor støjgener fra trafikken er en hel ukendt gene. Mågerne skriger over klippen og havnen, hvorfra fiskerne endnu sejler. De sælger deres fangst, så snart de er tilbage i havn, hvor deres børn enten leger i vandet eller på vejen bagved.

Havudsigt, havudsigt og atter havudsigt

Trods den hyggelige og bekvemme stue, du møder, når du træder ind på Palazzo Pozzillo, vil du blive tiltrukket af havets magnetisme og ende på terrassen, hvor der er så skønt, at man ville ønske, at tiden stod stille, så man kunne blive der for evigt.

Et fantastisk og berejst værtspar

Zora og Franz, der driver denne lille bed and breakfast med kun 6 værelser, har boet på øen i flere år. De forelskede sig i Sicilien og forlod Paris for at åbne deres hus på Etnas skråninger til rejsende, inden de flyttede hertil. De er gæstfrie af natur, men deres smil er blevet langt større efter de er flyttet hertil, lige ved havet. De taler tysk, engelsk, fransk og har rejst meget i deres yngre dage, hvorfor du vil finde, hvad der skal være for at få et godt ophold. Palæet trængte til et kærligt hånd, da det overtog det i vinteren 2014 og de har gjort et stort stykke arbejde for at gøre det klart til den første sommer. Der er stadig detaljer, der skal forbedres og det bliver vist deres næste vinterprojekt - og eftersom de begge er fra Schweitz, har de et ansvarsfuldt og medfødt forhold til nøjagtighed og præcision.

Værelserne - de fleste med terrasse

Palæets 6 værelser er alle forskellige, både hvad angår indretning, størrelse og størrelse på terrassen - kun et af værelserne har ikke terrasse. De er flot indrettet med lige det, der er nødvendigt for, at man synes, at det er hyggeligt uden at være overdådigt med detaljer. Priserne inkluderer et rigt og varieret morgenbord, hvor du vil bemærke, at der ikke spares på noget. Har du særlige behov eller ønsker, så spørg Zora eller Franz og de vil sørge for, at det du ønsker, ligger på bordet dagen efter, så længe det kan købes i Italien - NB: ymer eller havregrød er for eks. en svær sag :-)

Franz' fortolking af italiensk mad

Franz elsker at lave mad og tryller mere med panderne end hvad de fleste - i hvert fald italienske - mænd er vant til. Franz serverer måltiderne på terrassen lige ved køkkenet, så længe vejret tillader det - aftensmaden kan være baseret på både kød eller fisk alt efter hvad, der er af friske varer på markedet. Middagen serveres ved ét stort bord, hvor alle gæsterne spiser sammen - her kan man dele dagens gode oplevelser med de andre og få gode fif fra Franz, Zora og de øvrige gæster om, hvad der er værd at opleve. Det er således en hyggelig og social begivenhed udover at være en gastronomisk oplevelse.
Middagen består af forret, pastaret, hovedret, dessert og kaffe og koster mellem 35,00 og 45,00 euro - drikkevarer er ikke inkluderet i prisen.

Læs om værelserne på Palazzo Pozzillo

 

Søg priser og
bestil ophold

Søg priser og
bestil rejse

Kun ophold
+Fly & ophold
Nyhed
Loading
Voksne
Børn
Alder på børn på hjemrejsetidspunktet
Værelse / lejlighed 1
Alder på børn på hjemrejsetidspunktet
 

Gæstebedømmelser af Palazzo Pozzillo

Læs personlige anmeldelser af Palazzo Pozzillo som ligger på Sicilien. Bedømmelserne af hotellet er skrevet af gæster der har rejst med In-Italia. Samtlige anmeldelser er naturligvis ucensureret så du får en ærlig beskrivelse og bedømmelse af Palazzo Pozzillo. Foruden vurdering af selve hotellet kan du også læse gode tips fra vores gæster om emner som udflugter, restauranter, seværdigheder, strande, lokal transport og meget mere.

Se alle 6 anmeldelser fra Palazzo Pozzillo

Der er også fine bademuligheder !

Fantastisk dejligt sted med sødt værtspar .. vi kunne gentage alt det positive som står skrevet, men kun få taler om at MAN KAN BADE DIREKTE fra hotellet. For enden af haven er der en skummel mørk nedgang til et badehus / en hule som munder ud i en betonplatform, hvor man kan vælge at kaste sig i bølgerne, eller blot roligt gå ned via de (lidt glatte) trin. Næppe egnet for mindre børn, for man kan ikke nå bunden.

Læs mere

Lækkert ophold

Vi havde booket Sirena værelset - som vi klart vil anbefale til andre, kæmpe terasse som er helt din egen hvor du kan nyde solen, når man kommer hjem sidst på eftermiddagen. Dejlige værtsfolk - som stod klar med kold hvidvin, vand ect. når man havde behov for det og da vi afregnede havde vi ikke følelsen af at de tjente stort på os. Frans er en super kok og meget sød til at anbefale spisesteder, ture til Etna ect. Men man skal have en bil for at komme omkring hvis man skal bo på dette sted. Vi vil klart komme tilbage igen - og på samme værelse.

Læs mere

Velkommen til vores unikke hjem

Vi var på besøg hos Zora og Franz i 3 dage. Besøg er i vores optik det rigtige ord. Du bor ikke hos Z og F - du bliver en del af det. Det unikke er ikke at det ligger helt nede til vandet med en helt igennem fantastisk udsigt. Ikke mindst fra den terrasse hvor du spiser hhv. morgen- og aftensmad.
Det er ikke værelserne, som er fine, som gør stedet unikt og mindeværdigt. Det er Franz og Zora og deres nærvær, indlevelse og ikke mindst glæde ved at du er kommet ( og ja -så ved vi godt at vi har betalt for det) Men det ER en mindeværdig oplevelse at sidde på deres terrasse med resten af husets gæster fra hele verden ( Libanon, UK, Australien m. fl) og tale som var vi til en familiefest.

Det er som at være til en stor fest med den familie du ikke anede du havde. Giver du lidt af dig selv får du det mangefoldigt igen.

Det kræver selvsagt at man synes at det er fedt. Det gør vi. Vi synes det var en gave.
Er " man" ikke til den del, så fungerer Pozzillo fortrinligt som udgangspunkt for ture til bl.a Etna

Læs mere

Kan ikke blive bedre !!!

At kunne nyde Siciliens smukke natur og omgivelser og samtidig have det privilegium at bo på Palazzo Pozzillo hvor det emmer af italiensk-siciliansk ægthed kan for mig ligesom ikke være en bedre kombination på rejsen.
Franz og Zora inviterer indenfor og åbner deres hjem, hvilket føles trygt, men med alle bekvemmeligheder du har brug for for at føle, at du virkelig har ferie. Den gode mad, vin, fest, og alle de søde mennesker jeg mødte der vender tilbage der år efter år ... Det kommer jeg også til at gøre !!!
Vidunderligt!!!

Læs mere

Et fantastisk rustikt hideaway

Godt vi havde GPS'en for vi troede vi var kørt forkert den sne aften vi ankom. Eneste hus på vejen, men var det et hotel/B&B?....ikke til at se i mørket. Banke på og så åbnede Franz og Zora døren til et sandt italiensk paradis. Blev ledt rundt i stueetagen og ind i spisestuen, hvor der var dækket op til middag til 6 (vi havde bestilt fiskemenu hjemmefra) og ud på terrassen og kunne høre vandet i den lune, men mørke aften. Hvad var det for et sted? Efter at have stillet kufferter og fået lidt vand i hovedet i et pænt stort værelse, så ned til middag, hvor to tyske par også deltog (der talte fint engelsk). Et pragtfuld middag og bagefter kom værtsparret ind og talte om livet på Sicilien, maden og vinene....og selvfølgelig skulle vi smage noget af Franz egne dråber.

Næste dag slog vi terrassedøren op til en 100 m2 stor privat terrasse med hele Middelhavet på den ene side og Etna's flotte silhuet på den anden......så bliver det ikke bedre. Og jo - en morgensvømmetur nedenfor terrassen og så morgenmad ude foran det store køkken i solen og med Middelhavet som baggrund.

Det var søndag - og de to tyske par flyttede ud, og vi blev inviteret med til stor siciliansk fest, men måtte takke nej....vi skulle jo lige nå at se noget!!!

3 fantasiske nætter på dette lille palads.

Læs mere

Havudsigt og fantastisk mad

Palazzo Pozzillo kan være lidt svær at finde, men et lille skilt ved døren viser at man er på rette vej og med den velkomst man møder fra Zora og Franz, så føler man sig straks velkommen. De to øverste værelser har fuldstændig panoramaudsigt over Messinastrædet plus en enorm terrasse til hvert værelse. Værelserne er pæne og enkelt indrettet og med gode badeværelser. Det eneste der mangler er aircondition og et lille køleskab. Franz er mesterkokken og fremtryller hver aften en 4 retters gourmetmiddag, der er uden sidestykke. Et kunstværk med friske råvarer. På Palazzo Pozzillo er det et lidt specielt koncept, idet man ved middagen sidder ved et langbor som de øvrige gæster. Det skulle vi lige vænne os til, men meget interessant på den måde at møde andre mennesker af forskellig nationalitet. Det vil være en fordel at konceptet er nævnt i beskrivelsen, idet man kan komme til at føle sig lidt isoleret, hvis man ikke kan mindst ét af hovedsprogene. For os var det en spændende oplevelse, der gav og flere nye bekendtskaber. Man kan bade fra kysten nedenfor hotellet, men det er klippekyst, der kan give lidt udfordringer. Byen er ikke stor og nærmeste restaurant er i Stazzio, der ligger ca. 5 min. kørsel fra Pozzillo. Der ligger dog et pizzeria ca. 200 m fra Palazzo Pozzillo, og her laves de absolut bedste pizzaer. Palazzo Pozzillo er et godt udgangspunkt, hvis man vil udforske den østlige side af Sicilien og Palazzo Pozzillo får vores bedste anbefalinger.

Læs mere
 
search map