Grand Hotel et des Palmes er en del af både Siciliens og Europas historie. Dette fornemme firestjernede hotel ligger i hjertet af det gamle Palermo, og her er der blevet taget mange beslutninger af berømte og magtfulde personer, som har haft indflydelse på Siciliens historie.
Det var bl.a. her at de magtfulde mafiabosser mødtes i den periode man omtaler som mafiaens guldalder i 50' erne og 60' erne, da de stadig forholdsvis uforstyrret kunne regere over øen. Men der har også boet mange andre betydningsfulde personer, som på helt andre måder har bidraget til kulturen, ikke bare på Sicilien, men i hele verden. Således har bl.a. komponisten Richard Wagner boet og komponeret på stedet, og listen over kunstnere, politikere, forfattere, skuespillere og andre berømtheder, der gennem årene har boet her, synes næsten uendelig. Ja det vil faktisk ikke undre os, hvis du kan høre historiens vingesus i de lange gange.
Læs mere om Grand Hotel Et Des Palmes
Skønt hotellet i dag kan opfattes som en skygge af tidligere tiders storhed, og måske også en anelse falmet, så tilbyder det på den komfort, et firestjernet hotel må forventes at kunne leve op til. Og den charme og patina som historien har givet stedet, er noget af det, som mere moderne og højglanspolerede hoteller kun kan drømme om.
På mange måder er hotellet et billede både på Palermos storhed og forfald, hvor luksus og fattigdom går hånd i hånd. Heller ikke alle værelser er lige fornemme, men de bliver løbende renoveret. De findes i flere forskellige kategorier, og indeholder som minimum aircondition, minibar, værdiboks, satellit TV, wi-fi samt badeværelse med toilet, bruser eller badekar samt hårtørrer