Residence Selenite ligger i rolige omgivelser omgivet af citron- og appelsinplantager i sletten mellem stranden og den gamle konsulvej der kører fra Capo d'Orlando mod Cefalù. Vi anbefaler at man ankommer i bil, da togstationen ligger nogle kilometer herfra og de offentlig busser ikke kører forbi dette sted.
Der er knapt 1 km til stranden. Man kan enten gå til stranden eller tage bilen (men det kræver at man kører en omvej). Indkøbsmuligheder og spisesteder ligger inden for samme rækkehvide. I Capo d'Orlando finder man mange shoppingsmuligheder og en hyggelig gågade med flere isbarer, caféer og gadesælgere om aftenen - om sommeren arrangeres der ofte koncerter på det centrale torv.
Læs mere om Residence Selenite
Der er tale om et helt nybygget hus, som åbnede i efteråret 2010. Ved indkørsel er der parkeringsplads. I den store have har man installeret et flot poolanlæg med separat kar der fungerer både som vandmassage og børnepool. De to søstre der bestyrer stedet, Cinzia og Kitty, vil være behjælpelige med oplysninger om restauranter, cykeludlejning og udflugter. Og så er ejerskabet ovenikøbet miljøbevidst; de har valgt at installere solpaneler på hele taget, så den strøm man bruger under opholdet er skabt af den sol, man er kommet for at nyde!
Lejlighederne er alle rummelige og flot indrettede. Hver lejlighed har en særlig farve og er møbleret lidt anderledes end de øvrige. Alle har dog aircondition, satellitfjernsyn med fladskærm og elektronisk åbning af dørene. Lejlighederne i stueetagen har udgang til egen terrasseplads mens dem på første sal kun råder over lang balkon, hvor det ikke er muligt at spise, men hvor der er bedre udsigt.
Læs om lejlighederne på Residence Selenite
Lidt svært at finde, men da vi først ankom blev vi modtaget med åbne arme. Skøn pool og en rigtig dejlig lejlighed lige ud til poolen - med børn sørg for at bo i stuen. Køkkenet er lidt spartansk udstyret så forvent ikke at lade gastronomien få fuld gas. Tag ikke til dette sted for strandens skyld - det er bøvlet at komme derned og den er stenet og ikke videre køn. Haven ved lejlighederne er derimod skøn at opholde sig i med skygge, grill og græs. Vi tager gerne herned igen. Brug også de attraktioner som In Italia fint beskriver om området.
Godt sted til fair pris, rent og pænt - måske lidt upersonligt.
Bil er nødvendig