Carnevale di Mamoiada

Dette karneval er nok det ældste og mest berømte karneval i og uden for Sardinien. Karnevallets omdrejningspunkt er figurerne Mamuthones og Issohadores. Deres betydning ligger ikke helt fast, men det formodes, at de symboliserer henholdsvis dyr og hyrder.

Dragterne

I optoget er der 12 Mamuthones, som repræsenterer årets 12 måneder. De er klædt i sort med en jakke af langhåret vædderskind og bærer klokker på ryggen. Ansigtet er dækket af en sort træmaske. Disse figurer repræsenterer dyr.

Dyrenes hyrder kaldes for Issohadores. De bærer røde jakker, flerfarvede sjal om hoften, hvide bukser og ansigtet er dækket af en hvid maske. I hånden bærer de et reb, som de bruger som pisk til at genne dyrene med (Mamuthones).

Dansens formål

Under optoget udspiller der sig en dans, La danza dei Mamuthones, som oprindeligt havde til formål at drive de onde ånder væk. Samtidig hermed havde den også et forsonende eller religiøst formål. Mamuthones’erne går i to rækker omringet af Issohadores’erne. De skrider langsomt frem for pludseligt at lave et hurtigt spring ud af flokken hen mod tilskuerne. De kan finde på at fange en tilskuer, som bliver frigjort mod en tår vin.

Hvornår

Optoget er meget spændende at overvære. Ikke blot de mange specielle kostumer er imponerende at se, men der hersker også en særlig, mystisk stemning over optoget. Man kan overvære optoget fastelavnssøndag og hvidetirsdag.