La Corte Fiorita ligger i Bosas centrum og er et såkaldt "diffust hotel", dvs. et hotel hvis værelser ligger spredt i byen. Værelserne på dette "diffuse hotel" er dog kun fordelt på to bygninger, af hvilke den ene ligger langs med floden Temo (Le Palme Rooms) og den anden (I Gerani) i en af byens smalle gader. De ligger med kort afstand fra hinanden.
På Le Palme Rooms, som ligger i en bygning fra 1700-tallet, finder du reception, bar og morgenmadsrestaurant. Her har en del værelser udsigt over floden og indbyggernes både. Det skal dog bemærkes, at disse værelser også har udsigt til en af hovedvejene i byen, og det kan høres i myldretiden, når mange af byens 8.000 indbyggere kører til og fra arbejde.
Læs mere om Le Palme Rooms
Værelserne er alle blevet renoveret med henblik på at bibeholde de originale arkitektoniske træk. Hvert værelse er unikt, de er dog alle udstyrede med aircondition og selvstændigt varmeanlæg, satellitfjernsyn samt badeværelse med toilet og bruser eller karbad. Visse værelser har køkkenhjørne, som kan benyttes mod betaling af tillæg.
Læs om værelserne på Le Palme Rooms