Med Algheros pulserende bycentrum lige uden for døren kommer du ikke til at savne spisesteder og caféer, hvor du kan nyde det middelhavske klima og køkken.
Du har gåafstand til den fine strand, og hvis hovedformålet med din ferie er solbadning og afslapning, er det ikke nødvendigt at have bil med. Fra byens havn arrangeres der hver dag, så længe vejret tillader det, udflugter i båd, hvis du kommer til at kede dig. Kommer du til Sardinien for at udforske mere end Alghero (fra Alghero er det værd at besøge Bosa og Stintino, Nuraghe ved f. eks. Abbasanta og de flotte naturområder ved Capo Caccia), så er det en god idé at leje bil. Hav in mente, at det dog kun er tilladt at køre ind i centrum for afhentning / aflevering af bagage mellem kl. 08.30 og 10.30 og igen mellem kl. 14.30 til 16.30 (vi tager forbehold for, at disse tider kan ændres uden varsel). Bilen bør derfor parkeres uden for bycentrum.
Lejligheden ligger på første sal og er ca. 55 m². Den består af opholdsrum med køkkenniche (2 gasblus, køleskab med lille fryseboks) og bred sovesofa samt fladskærms-tv, soveværelse med dobbeltseng og badeværelse med toilet og bruser. Soveværelset vender mod en intern gård, mens vinduerne i stuen vender ud til Piazza Misericordia. Lejligheden råder desuden over aircondition i opholdsstuen, ventilator samt wi-fi.