Rejser til Domodossola

Charmerende samlingspunkt i Alperne

Domodossola er en hyggelig by i Ossola-dalen i Piemonte. Her får du smukke bjerglandskaber og en by med historie, middelalderstemning, vintersport, kursted og hyggelige spisesteder i en behagelig, international atmosfære.

Bjergby med muligheder

Byen har en historie helt tilbage fra oldtiden, hvor lepontierne, som menes at have keltiske rødder, slog sig ned i området. Domodossola ligger velplaceret mellem Italien og Schweiz, og herfra kan man nemt komme til andre byer som Zermatt, Lugano, Como og Milano samt Monte Cervino og Maggioresøen. Milano Malpensa Lufthavn er den tætteste, men en togrejse hertil og igennem Sempione-passet er helt sikkert værd at prøve, især den lokale togforbindelse mellem Domodossola og Locarno i Schweiz, som snor sig gennem ca. 52 km fantastiske bjerglandskaber. Om vinteren kan man boltre sig på skidestinationen Domobianca med ca. 21 km pister i alle fire sværhedsgrader, og her du finder også Europas længste natpiste! Den blev til i forbindelse med vinter-OL i Torino i 2006 og den oplyste piste er åben hver fredag fra 19:00 til 23:00 (med forbehold for ændringer).

Strategisk knudepunkt

Der bor ca. 19.000 indbyggere i byen og efter Sempione-passet blev indviet i år 1906, så er Domodossola blevet et vigtigt knudepunkt for rejsende og handlende på begge sider af Alperne. Historisk set har byen også haft stor strategisk betydning. Senest under 2. Verdenskrig, hvor indbyggerne kæmpede mod fascismen og erklærede sig selvstændige i en kort periode, hvorefter tyskerne slog hårdt ned på opstanden. Episoden blev dog vigtig og stod som et eksempel for resten af det besatte Italien.

Marked med mange år på bagen

Den mest interessante del af byen er det historiske centrum med charmerende buegange og markedsplads. Her afholdes der hver lørdag stort marked, der har eksisteret siden år 917. En anden interessant oplevelse er Via Briona med det gamle tårn og det historiske område Motta med sine snoede og stenbelagte gader. Andre vigtige udflugtsmuligheder har du i Terme di Premia (et kursted midt i bjerglandskabet), Parco Naturale del Dovero (et beskyttet naturområde, hvor du kan vandre med børnene, gå på opdagelse i naturen og indtage frokosten i det fri).

Optaget på UNESCO's liste

Uden for byen finder man ”Domodossolas hellige bjerg” Mattarella. Bjerget er et ud af ni hellige bjerge i Piemonte og Lombardiet, der er optaget på UNESCO´s liste over bevaringsværdige lokaliteter. På det hellige bjerg (Sacro Monte) finder du Mattarella-slottet, et kloster, 15 kapeller og andre religiøse seværdigheder.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Domodossola