Hotel i Armeno ved Ortasøen

Hotel Cortese

Receptionen Bar
Tilføj som favorit
 
Henter indhold

Hotel Cortese ligger i naturskønne omgivelser mellem Maggioresøen (ca. 17 km) og Ortasøen (ca. 4 km) ca. 500 m fra Armeno by. Hotellet er nyt og opført ud fra devisen om, at kun det bedste er godt nok til deres gæster. Her finder man smagfuldt interiør i sten og træmaterialer - og et velovervejet farvevalg, som behager øjnene og får inde- og udelementer til at gå op i en højere enhed. Der er tale om en arkitektonisk perle, som fuldt ud lever op til sit navn om høflighed og venlighed Cortese.

Besøg en ny sø hver dag

Hotellet er et ideelt udgangspunkt for biludflugter i området: tag fx til områdets højeste punkt Mottarone-bjerget (ca. 14 km væk), der med sine 1.491 meter sætter standarden landskabets maleriske udtryk og områdets mange snoede veje. Fra toppen kan man se hele 7 søer: Orta, Maggiore, Mergozzo, Varese, Comabbio, Monate og Biandronno. Eller besøg enten Maggioresøen, som er prægtig og storslået, eller Ortasøen, som er mere autentisk og intim. Afstanden til Malpensa lufthavn ved Milano er blot 45 km. Det er nemt at komme rundt, da landevejen løber ved siden af hotellet - men den er ikke synderligt trafikeret.

Læs mere om Hotel Cortese

Ved poolen glemmer du alt om tid og sted

Det dejlige poolområde indbyder til afslapning i skønne omgivelser. Af aktiviteter på stedet kan opremses mini-fitnesscenter (gratis) og massage. Fra hotellet udgår også flere vandreruter som et afbræk fra forkælelse og opvartning på hotellet. Hotellet har i øvrigt en aftale med en nærliggende golfbane. Inde ved receptionen og hotellets bar finder man et info-point med masser af information og brochurer med forslag til udflugter og aktiviteter i området, deriblandt vinsmagning. Man kan desuden leje cykler og bådture.

Du spiser godt og drikker godt

Hotellets restaurant er elegant og køkkenet tager udgangspunkt i områdets egne råvarer - prisniveauet er absolut tilforladeligt. Restauranten tilbyder mere end 100 forskellige vine. Morgenmaden serveres som buffet og har blandt andet et stort udvalg af brød.

På stedet arrangeres pianoaftener og folkloristiske optrædender om lørdagen blandt andet i august måned.

Smagfuldt indrettede værelser

Samtlige 34 værelser vender ud mod grønne naturskabte omgivelser. Mange af dobbeltværelserne (men dette kan desværre ikke garanteres) har en lille balkon med plads til et par stole og med udsyn til de frodige grønne bjerge. Alle værelser (maks. 3 personer) er meget smagfuldt indrettede i varme farver med gedigne materialer og parket- eller klinkegulv. De er udstyrede med telefon, satellit-tv, værdiboks, internetopkobling, minibar, aircondition og badeværelse med toilet og store brusenicher. To af værelserne er handicapvenlige. De to Junior Suiter er lidt større og den ene har balkon.

Læs om værelserne på Hotel Cortese

Skjul teksten
 

Søg priser og
bestil ophold

Søg priser og
bestil rejse

Kun ophold
+Fly & ophold
Nyhed
Loading
Voksne
Børn
Alder på børn på hjemrejsetidspunktet
Værelse / lejlighed 1
Alder på børn på hjemrejsetidspunktet
 

Gæstebedømmelser af Hotel Cortese

Læs personlige anmeldelser af Hotel Cortese som ligger ved Ortasøen. Bedømmelserne af hotellet er skrevet af gæster der har rejst med In-Italia. Samtlige anmeldelser er naturligvis ucensureret så du får en ærlig beskrivelse og bedømmelse af Hotel Cortese. Foruden vurdering af selve hotellet kan du også læse gode tips fra vores gæster om emner som udflugter, restauranter, seværdigheder, strande, lokal transport og meget mere.

Se alle 2 anmeldelser fra Hotel Cortese

5v dejlige dage

Et hotel med høj standard på både værelser, service, restaurant og poolområdet. Personale var meget venlige og hjælpsomme og forstod både tysk og engelsk. Der er kort afstand med bil til både indkøb, seværdigheder, gåture og golf. Anbefales på det varmeste.

Læs mere

Middelmådig morgenmad

Hotellet lever ikke op til beskrivelse og billeder. Værelse, opholds- og poolomårde lever op til de fire stjerner og generelt har hotellet en god atmosfære, men det trækker gevaldigt ned at hotellet ligger lige op til en vej med nogen trafik. Og så er morgenmadsbuffetten absolut kin middelmådig.
Og så er det frygteligt irriterende at man opkræves for småting som wifi og håndklæder til poolen.

Læs mere

Helene og Jan fra Rungsted Kyst boede på Hotel Cortese i Armeno fra d. 31. august til d. 8. september 2012.

Det er lidt længe siden, vi kom hjem, men her er alligevel lidt feedback fra en gammel forkælet mand, som har rejst intensivt på alle kontinenter. Vor reservation skete i sidste øjeblik, men jeres service var meget hurtig og effektiv, betalinger blev arrangeret og alt klappede iøvrigt perfekt.
Hotel Cortese yder en fantastisk service. Man mærker en oprigtig imødekommenhed og interesse i at hjælpe og en professionel stolthed I forhold til jobbet, som er indpodet I hele holdet fra reception over restaurant til rengøring.
Vi endte med at blive meget forsinkede, fordi min kone blev ramt af en flystrejke i Frankfurt, hvor jeg skulle samle hende op. Jeg ringede til hotellet for at høre, hvad man gør ved ankomster efter midnat. Intet problem, men hvis vi kom efter 2, måtte vi gerne ringe(!). Vi endte med at ankomme 00.45, og blev modtaget af en meget venlig receptionist, som havde ventet på os. Så føler man sig velkommen.
Restauranten er iøvrigt aldeles glimrende og tilbyder a la carte eller halvpension. Holder man sig til primo + secondo kan det gøres for samme pris. Vi endte med at spise os igennem kortet i løbet af ugen, og standarden er generelt meget fin. Der er et meget pænt og alsidigt udvalg på kortet. Man betjenes af absolut kompetente modne herrer, som har valgt at undslippe the buzz i de store byer (og de har ret!). Min kone klager naturligvis over, at vi begge lagde et par kilo på, men man kan jo ikke få det hele.
Hotellets standard er generelt høj. Både ude og inde gøres der store anstrengelser for at pleje omgivelserne. Det hele er som jeg forstår det bare nogle få år gammelt, men en gennemtænkt arkitektur kombineret med lidt trompe d'oeil giver en hyggelig stemning.
Vi kommer gerne tilbage og kan varmt anbefale Cortese.

Læs mere

Dorthe og John Bæksted fra Danmark boede på Hotel Cortese i Armeno fra d. 8. til d. 11. august 2012.

Hotel Cortese var også et dejligt sted med en højere standard der var også venlighed men på en anden og mere afdæmpet måde.
Vi har haft en rigtig skøn tur og først vil jeg sige tak til jer for jeres hurtige og venlige måde at være på samt de 2 skønne steder i fandt til os. At ringe op en mandag formiddag og en time efter at kunne køre på ferie efter i har fundet et skønt sted er bare så perfekt herefter ringer vi en eftermiddag ( forøvrigt kort før lukketid ) og igen får vi super service i finder et sted indenfor et kvarter det er bare flot. (mange tak for det ).
Vi glæder os til at rejse med jer igen her til oktober vi har kun godt at sige om de steder vi har været og det er vi også sikre på vi har når vi kommer hjem næste gang.
Endnu engang tak for jeres måde at servicere os på.

Læs mere

Else og Jesper fra Silkeborg boede på Hotel Cortese i Armeno fra d. 12. til d. 23. august 2011.

Vi har havde en rigtig god tur til Armeno, der er en charmerende by, der ligger godt placeret i forhold til både Orta søen og Maggiore søen.
Fra det værelse vi havde var der en flot udsigt til bjergene.
Det er et fantastisk hotel med meget høj service og særdeles imødekommende og venligt personale, der behersker flere sprog og får alle gæster til at føle sig velkomne. Værelset var komfortabelt med aircondition og sengene af god kvalitet, ligesom hotellet har en høj standard for rengøring. Pool- området er ligeledes velholdt og rent. Såvel morgenbuffet’en som aftenmenuen bød på en særdeles lækker og varieret udbud, der er værd at bemærke.
Hotellet stiller ligeledes et aflåst cykelskur til rådighed, så evt. medbragte cykler kan stå sikkert og godt under opholdet. Området er velegnet til at cykle på såvel racercykler som mountainbikes samt til vandring.
Det eneste mindre heldige, der bør nævnes er, at hotellet ligger ud til en ret trafikeret vej, hvilket forårsager en del støj på det udendørs hotelområde – dette opvejes dog så rigeligt af alle de andre positive oplevelser, som hotellet byder på.

Alt i alt et område og hotel vi varmt kan anbefale.

Læs mere

Lone og familien fra Odense N boede på Hotel Cortese i Armeno fra d. 17. til d. 20. juli 2011 og på Agriturismo Bevione i Farigliano fra d. 20. til d. 29. juli 2011.

Endnu engang tusind tak for jeres hjælp med booking af vores sommerferie. I særdeleshed med at få de to ekstra dage hæftet på ved Bevione. Vores ferie har forløbet super godt.

Hotel Cortese / Orta-Søen.; 17-20 juli.
Det skal siges med det samme – vejret var ikke med os. Det kan ingen gøre for, men det er ærgerligt. Den utrolig smukke natur vi havde glædet os at komme ned til var fuldstændig pakket væk i tåge, tætte skyer og regnvejr med op til 20 mm per dag. Vi havde en god solskinsdag og så var det fantastisk vejr igen da vi tjekkede ud.
Selve Hotel Cortese er et supergodt hotel for voksne. Det er meget pæne og rummelige værelser. Badeværelset er super og der er små badeprodukter til rådighed. Servicen er i top, alt personale taler fremragende engelsk og/eller tysk. Arealerne udenom hotellet er meget pæne og velholdte. Super overdækket terrasse/patio hvor der naturligvis er betjening fra baren hvis der er noget man kunne tænke sig. Pga det dårlige vejr vi havde i to dage, nåede vi ikke at gro fast i pool-området. Men der er dejligt, afskærmet og lidt privat i forhold til resten af hotellet.

Maden på hotellet er virkelig i orden. Morgenmaden er rigelig og der er alt muligt vi nordboer kan lide. Der kan virkelig tankes op her, så frokosten kan springes over. Hotellets restaurant til aften ( la Cena ) er faktisk rigtig godt. God mad i rigelig / store portioner til en absolut fair pris. Der er en både en menu og a la carte. Skal man have 3-4 retter er prisen stort set ens uanset om man vælger det ene eller det andet. Fint vinkort – igen også fair priser set med vore danske briller.

Det er et rigtig godt hotel og kan absolut anbefales. Pris, service og faciliteter er samstemmende og virkelig i orden.

Orta San Giulio er et besøg værd. Her er meget smukt og idyllisk når vejret er godt. Den ene dag vi havde med solskin var vi da også i byen og ude på øen. Meget smukt og romantisk. Byen er turistet – sådan er det, til gengæld er de gode til engelsk og tysk rundt omkring. Så paløren blev i tasken. På torvet er de store turist-restauranter, hvor man får OK mad til pengene og vel egentlig også autentisk, men prøv de små sidegader. Her er det mindre fint, men mindst lige så godt. Bare lidt hyggeligere.

Naturen er storslået – der er masser af mulighed for at gå og cykle i området. Mattarone-bjerget er 20 min. Kørsel fra hotellet. Absolut et besøg værd. Sørg lige for at bilens bremser er OK. Der er virkelig stejlt.

Køreture til Maggioresøen er også en god mulighed. Der er meget smukt også. Vi besøgte Stresa – kæmpe skuffelse. En stor stak turister mast ind på meget få kvm. Store prangende flotte hotelfacader, men så var det det. Vi følte os ikke godt tilpas i den by. Kør til gengæld til Arona ved Maggiores sydlige ende. Super by. Masser af cafeer, små lækre spisesteder, lækre butikker – også de dyre mærkevarer. Meget mindre overrendt end Stresa. Masser af mulighed for gratis parkering ved havnen.


Agriturismo Bevione; 20 – 29 juli.
Det er et af de små yndlingssteder på landkortet man gerne kommer tilbage til. Vi har været gæster hos Davide og Antonella 3 gange nu og kommer gerne igen.

Det er bare afslapning som det skal være. Her er så skønt og dejligt og roligt. Ikke for mange gæster, men alligevel altid liv. Super sted for børn – vores datter på 9 år elsker stedet og leger så godt med de andre gæsters børn. Det er fantastisk at se hvordan de kan få ting til at fungere på kryds og tværs af nationalitet og alder.

Imponerende er den indsats Davide har gjort med sin vin. Med god grund kan han vise sin produktion af vin frem. Han arbejder så hårdt for at fremstille god og dejlig vin, efter traditionelle piemontesiske principper. Resultatet er også målbar. Det er virkelig en god vin han får lavet af dolcetto druen og Nebbiolo druen. Virkelig værd at købe med hjem !

Til aftensmad trylles der den bedste mad frem – ikke fin og fornem – men det jeg vil betegne som god husmandskost. Antonella serverer og smiler og er altid parat med forklaringer, tips og ideer. Selvom de har travlt er de altid smilende, søde, rare og så imødekommende. Det er helt utroligt. Man føler sig bare så velkommen. Vi glæder os faktisk til at besøge stedet igen, men overvejer en anden årstid end sommeren.

Stedet er ideelt til ture til Ligurien og se den italienske riviera. Lørdag var vi på marked i Alba. Alle tiders oplevelse – der var alt mulig at købe, men det bedste er naturligvis fødevarerne. Her kan man virkelig få alle lækkerier indenfor pølser, skinke og oste. Oliven, frugt og grønt. Skønt.
Asti ligger ca. 75 min kørsel fra Bevione men er også en flot by. Domkirken er et must. Gode butikker hvis der skal mærkevarer med hjem.
I byen Barolo ca. 30 min. Kørsel fra Bevione ligger der et rigtig godt vin-museum. Det er et inter-aktivt museum og viser mere vinens indvirkning på vores kultur gennem tiderne. Rigtig godt sted også for børn. Alt står også på engelsk.

Byen Dogliani er også en lille fin perle. Her nogle enkelte gode butikker og gode spisesteder. Anbefales her kan La Collina ( ligger ved Famila supermarked ). Det ser ikke ud af meget, men deres pizzaer er bare i orden ! Man kan også få en god stor bøf hvis man er til det. Bliver meget besøgt af de lokale.

Osteria La Salita;
Vi var ude og spise på La Salita lørdag den 23/7. Køreturen fra Bevione er på 20 min., så det er ikke langt.
Restauranten ligger meget stejlt oppe ad en bakke i Monteforte d´Alba. Hvis du er dårligt gående skal du have hjælp til at komme frem.
Det er et rigtig godt spisested – meget besøgt. Der er en menu og der er a al carte. Det Vi fik virkelig god mad. Meget fint tilberedt og portioneret. Serveringen taler fint engelsk og menukortet er også på engelsk. Der er ikke en børnemenu, men der er rigeligt at vælge imellem til børn. Kvaliteten af mad, betjening og stedet er absolut i orden. Prisen er meget rimelig. Absolut et sted jeg vil anbefale hvis man vil opleve god italiensk / Piemontesisk mad. De gør meget ud af at alle råvarerne handles lokalt og så vidt mulig er økologisk. Så prøv det !


Til slut – endnu engang tusind tak for at have været med til at give os en fantastisk sommerferie i Italien. Vi glæder os allerede til den næste ferie.

Læs mere
 
search map