Regionen Marche byder på lidt af det hele: Pragtfulde sandstrande, gode (oversete) vine, hyggelige byer, storslået natur, dejlig mad ... og forholdsvis få turister. Her får du med andre ord det hele på én gang, og det endda i overkommelig køreafstand fra Danmark.
Det er en sand lise for sjælen at se ud over landskabet fra Tenuta Cocci Grifoni. Naturen er her vidunderligt afvekslende, du ser bakker og dale, vinmarker og olivenlunde, skove og gårde, alt sammen gennemskåret af små veje, med bjergene i baggrunden. Efter en dag ved stranden nyder du udsigten endnu mere, ikke mindst i selskab ... med en flaske af gårdens vin.
Familien Cocci Grifoni har lavet vin og olivenolie her de sidste små 50 år. Fra en beskeden start er de i dag nået op på at fremstille ikke færre end seks slags rødvin, fire slags hvidvin samt en mousserende vin og en dessertvin. Dertil kommer deres fremragende olivenolie, lavet af håndplukkede oliven, som er blevet koldpresset. Det er en langsommelig og besværlig proces, men sådan får man den bedste olivenolie. Og så laver de da for resten også en grappa og en akvavit! Hver uge er her gratis smagning for gårdens gæster, og hvis du ønsker det, vil familien med glæde vise vinmarkerne frem.
Ud over hele produktionen, som udgør familiens fremmeste aktivitet, har de også to rummelige lejligheder til udlejning. De er udstyret med moderne komfort i form af aircondition, opvaskemaskine, vaskemaskine, Wi-Fi, satellitfjernsyn, kaffemaskine (til filterkaffe) og hårtørrer. De ligger begge på første etage, og hvis du ikke gider at gå op, er her også elevator. I haven finder du en stor terrasse med bord og stole til hver lejlighed samt en lille pool, der i ydersæsonen bliver opvarmet af solpaneler.
Læs mere om Tenuta Cocci Grifoni - Panoramic Wine Resort
Lejligheden er 47 m² stor og ligger mod syd-øst på første etage. Den består af stue med køkkenhjørne (to induktionsplader, en miniovn, opvaskemaskine og køleskab med frostboks) og balkon med lille bord og stole og udsigt til bakkerne et soveværelse med dobbeltseng og et badeværelse med bruser og wc.
Lejligheden er 68 m² stor og ligger mod nord-vest på første etage. Den består af stue med køkkenhjørne (to induktionsplader, en miniovn, opvaskemaskine og køleskab med frostboks) terrasse med lille bord og stole og udsigt til bakkerne, to soveværelser med dobbeltseng og et badeværelse med bruser og wc.
Overvældende smuk naturoplevelse i rolige omgivelser. Her var rig mulighed for fordybelse og dermed afslapning.
Lejligheden var veludstyret og der var kræset omkring indretningen. Da vi ankom ret sent på aftenen var der sørget for lidt spiseligt og drikkeligt i køleskabet, så vi gik ikke sultne i seng.
Værtsfamilien var på alle måder meget imødekommende, hjælpsomme og opmærksomme. Vi følte os meget velkomne. Mange gange under opholdet blev vi budt på et glas vin og hjemmebagt lunt brød.
Dejlig ØKO vin af egen produktion - både hvid- og rødvin.
Vi, en familie på 7 personer, havde en rigtig dejlig uge på Tenuta Cocci Grifoni, hvor vi havde lejet begge lejligheder på 2. sal. Vi blev modtaget med velkomstvin og snacks, lidt skinke ost til aftensmad og også lidt morgenmad til næste dag. Familien og alle de ansatte, vi mødte, er utroligt imødekommende og hjælpsomme.
Lejlighederne er godt udstyret og gården ligger i et fantastisk smukt område.
Kan anbefales på det varmeste.
Da vi ankom var der lækkert brød og pålæg i køleskabet plus frugt, hjemmelavet marmelade og en flaske vin.
Vi boede i den 3. vær. lejlighed som ligger på 2. sal og som har to terrasser, hvor især den ene er dejlig med morgensol. Den vender mod nordøst og væk fra vejen. Den anden terrasse som ikke er så stor vender ud mod vejen og deles med den 2. vær. lejlighed adskilt af en stor plante.
Lejligheden har en fantastisk flot finish og har alt, lige fra vaskemaskine, strygejern og bræt og hårtørrer. Og selvfølgelig opvaskemaskine. Og elevator.
Familien som ejer vingården er dejlige venlige mennesker og vi blev inviteret til grillaften med familie og venner. Herlig oplevelse. Var også til prøvesmagning en anden aften.
Stedet kan varmt anbefales, især til voksne.
Der er kort afstand til spændende byer som Offida, Ripatransone og Ascoli Piceno med gode restauranter. Det tager ca. 20 min. at køre til de lækre sandstrande ved kysten.
Vi synes at stedet er meget mere værd en de 3 stjerner den har fået. Standarden er meget høj. Så den burde rettelig være på 4 stjerner, baseret på de mange ophold vi har haft i Italien.
Dejlig vingård med sød og imødekommende vært. Vingården var meget smuk og rigtig godt placeret som base for de forskellige udflugter i nær området. Lejligheden var pænt indrettet med både opvaskemaskine og vaskemaskine. Vin-smagningen som vi blev inviteret til var en fantastisk oplevelse.
Familien (Diana, Lenemari og Paola) Cocci Grifoni modtager en til deres gård på en meget varm og åben måde, man føler sig "hjemme" på en skøn italiensk måde og med disse vidunderligt smukke omgivelser, som du vågne op til hver i dag, man aldrig kan blive træt af.
Det er ligesom mor Diana siger, PARADISO ....
Vi kan anbefale dette meget meget varmt.
// Nizze og Christin